Aalborg er klar med det digitale Jobcenter
Hjælp til jobsøgning 24/7, præcis når der er brug for det.
Jobcentret i Aalborg Kommune gør nu vejledningen af ledige mere digital. I første omgang vil det være højtuddannede ledige, der vil blive mødt af den nye digitale vejledning.
Redskabet erstatter ikke den personlige kontakt, men er et supplement til de samtaler og workshops, der bliver afholdt af Jobcenterets rådgivere.
“Det betyder, at de ledige kan få en tidligere indsats end det før har været mulig”, fortæller Jesper Cetnie Rasmussen. Han er leder af Jobhuset, der står for vejledningen af højtuddannede ledige.
Det nye værktøj til jobsøgning er bygget op som et længere vejledningsforløb, som kan tilgås fra både computer og mobilapp. Videoer fører den ledige igennem alle aspekter af jobsøgningen. Det gælder alt fra, hvordan man laver en god ansøgning og tilhørende CV til hvordan man strategisk planlægger sin jobsøgning og håndterer den vigtige jobsamtale.
Det er karriererådgivningsfirmaet Myrup og Nyhauge, der har udviklet det digitale jobsøgningsværktøj. Herfra fortæller Rikke Nyhauge og Daniel Myrup, at de fleste ledige vil opleve det som en stor fordel og styrke for den enkelte jobsøger:
“Platformen giver den ledige mulighed for at få gentaget de gode råd derhjemme, når der er brug for det. Ofte er man alene omkring sin jobsøgning i mellem samtalerne. Nu er der mulighed for at få konkret og strategisk rådgivning 24 timer i døgnet, så man står stærkere i sin jobsøgningssituation og hurtigere lander i job”.
Også Jesper Cetnie Rasmussen har en klar forventning om, at de ledige vil opleve det som en fordel:
“Vi ved, at hyppige samtaler hjælper de ledige hurtigere i job. Med den nye digitale platform får vi frigivet tid til at kunne tage flere samtaler. Samtidig kan den ledige hjemmefra forberede sig bedre på samtalen. Det betyder, at vi kan bruge tiden på at afklare de sidste konkrete ting, der skal få den enkelte i job,” fortæller Jesper Cetnie Rasmussen.
Jobcenter Aalborg er det første jobcenter, der tager det nye værktøj i brug. Tanken er, at med tiden vil alle Aalborg Kommunes ledige få adgang til digital rådgivning. Jesper Cetnie Rasmussen tænker også, at flere andre kommuner vil bruge værktøjet:
“Vores beslutning om at digitalisere må siges at være godt timet. Det vil give os ekstra muskler til at kunne håndtere den ekstra ledighed, der er et resultat af COVID19-krisen. Bedre vejledning er også en vej til at skaffe virksomhederne den rigtige arbejdskraft under genåbningen”.
Kilde: Aalborg Kommune