Bosætning Jammerbugt
Springeren
Faarup skovhus
Garant Brønderslev

Jul i Gammelby bliver årets
juleforestilling i Morskabs-Theatret

Forestillingsfoto fra Jul i Gammelby 2014

Selvom det er tidligt at tale om jul, så er Morskabs-Theatret allerede godt i gang med forberedelserne til årets juleforestilling ”Jul i Gammelby”. Stykket har premiere på den hyggelige lille scene, Det Lille Teater, i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) lørdag den 28. november og spiller udvalgte datoer indtil den 19. december.

De seneste par år har Morskabs-Theatret haft solid succes med at spille julen ind i Det lille Teater i AKKC, og i år lægges der atter brænde i kakkelovnen til en herlig juleoplevelse med forestillingen ”Jul i Gammelby”. Julekomedien er skrevet af Leon Feder og Bina Hjorth, og som de seneste år står Martin Schwab i front som instruktør og sangcoach er Henrik Fevre.

Så trods Corona og sure gamle købmænd, så bliver der atter jul og der bliver rørt godt og grundigt i julegrøden, og instruktør Martin Schwab krydrer det hele med pudsige indfald til glæde for hele familien. Derfor kan man forvente at få sig et par hyggelige timer med Morskabs-Theatrets mange frivillige, der alle lægger både krop og sjæl til for at få en professionel forestilling til at svæve hen over de skrå brædder.

Læseprøver er allerede igang med instruktør Martin Schwab

DR Julekalender i 1979
Stykket blev første gang vist som julekalender på DR tilbage i 1979, og handler om en købmand i Gammelby, der er ved at gå til af bekymring over, at hans fragtskib, det gode skib ”Haabet”, ikke er kommet i havn, og sker det ikke, vil han ikke holde julefest. Det vil julenisserne, der bor på loftet i købmandsgården, ikke finde sig i, og i ledtog med købmandens børn, Mads og Mette, finder de på forskellige drillerier, der skal overbevise købmanden, der samtidig er byens borgmester, om, at han gør bedst i ikke at aflyse julen.

Spillet for 150.000 publikummer
Morskabs-Theatret er en amatørforening, der arbejder professionelt med professionel instruktør og sangcoach. Teatret nærmer sig de 25 år som forening og har gennem årene spillet mere end 30 forestillinger og for over 150.000 publikummer.

Billetter kan pga. Covid19 situationen kun købes i AKKCs billetkontor tlf. 9935 556. Billetkontoret har åbent mandag til fredag fra kl. 10-14. Billetprisen er for voksne 160 kr. og børn under 14 år og pensionister 80 kr. Pris for en familiepakke for 2 voksne og 2 børn er 420 kr.

Se mere på Aalborg Kongres og Kulturcenter

Kilde: AKKC

DN Isolering
Kai-Berntsen
Vivabolig
Bilhuset Biersted A/S