Hotel Phønix
JobConnection
Datamarked artikel banner
Garant Brønderslev

Når beslutningen om at flytte væk fra byen er truffet, foretrækker hver tredje fortsat at bo tæt på byen. Foto: Boligsiden.

En tredjedel af de danskere, der står over for at skulle flytte ud fra storbyen, foretrækker at blive boende tæt på byens liv. I en ny afstemning på Boligsiden svarer en tredjedel af brugerne, at de ikke vil flytte længere end fem kilometer væk fra byen.

Byen har sine fordele. Et rigt udvalg af restauranter og talrige kulturelle tilbud er blandt nogle af fortrinene. Og noget tyder på, at flere af byens borgere har svært ved at give helt slip på netop dette, når de tager beslutningen om at flytte uden for byens grænser.

I en ny afstemning på Boligsiden svarer over en tredjedel af de i alt 1.390 deltagere, at de ikke ønsker at flytte længere end fem kilometer væk fra byen.

En næsten tilsvarende gruppe af deltagere i afstemningen er villige til at flytte sig lidt længere væk. 29 procent af deltagerne svarer, at lidt afstand til byen er godt, og at de gerne flytter op til 20 kilometer væk fra byen. Samlet set er der altså 64 procent af deltagerne, der fortsat ønsker at bo i relativt kort afstand til byen, selvom de flytter væk fra centrum.

”Ikke overraskende svarer over halvdelen af deltagerne, at de gerne vil bo nogenlunde tæt på byen. Når man først har været vant til at bo i nærheden af det hele, kan det være svært at give afkald på mulighederne fra den ene dag til den anden,” siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden og tilføjer:

”Men omvendt får mange familier med tiden også et behov for mere plads, og ønsket om hus og have opstår. Det er svært at realisere den drøm i byen. Derfor bliver kompromiset for mange at flytte til de nærliggende omegnskommuner, hvor husdrømmen kan opfyldes, og hvor man stadig har mulighed for hurtigt at komme til jobbet og til byens øvrige tilbud på relativt kort tid. Derfor giver det også rigtig god mening, at så mange af deltagerne ønsker at blive tæt på byen,” siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

Landet trækker også hos flere

Men med til historien hører også det aspekt, at en vis gruppe af udflyttere omvendt er villige til at flytte langt væk fra byen. I den konkrete afstemning svarer 15 procent af brugerne, at de gerne vil bevare kontakten til byen, men at de samtidig er villige til at flytte op til 50 kilometer væk.

12 procent af deltagerne i afstemningen tager skridtet endnu længere og er klar til at klippe navlestrengen til byen fuldstændig. De svarer nemlig, at de flytter helt ud på landet og langt væk fra storbyen.

”Der er ingen tvivl om, at et liv på landet også trækker en del blandt flere boligkøbere. Det skyldes flere aspekter. Blandt andet får køberne en del mere bolig for pengene i takt med, at de flytter længere væk fra byen. Derudover er tanken om et liv tæt på naturen og i mere rolige omgivelser blevet attraktiv for mange, særligt her under coronapandemien, hvor hjemmearbejdspladsen er kommet i spil og gør, at man ikke nødvendigvis skal møde fysisk ind på job i byen fem dage om ugen,” siger Birgit Daetz.

Det er en tendens, som salget af boliger også bekræfter. I september viste en af Boligsidens nye opgørelser, at andelen af solgte boliger i landzoner er steget i perioden fra marts til og med august sammenlignet med samme tidspunkt sidste år.

De resterende ni procent af deltagerne i afstemningen har svaret, at de ikke bor i en by eller ikke står overfor at skulle flytte.

Kilde: Boligsiden

DN Isolering
Kai-Berntsen
Vivabolig
Bilhuset Biersted A/S