Bøgsted A/S
JobConnection
Art By Me
Hjallerup VVS

For snart to år siden supplerede jeg mit stillesiddende job med stillesiddende politiske aktiviteter som byrådsmedlem. Dvs. hele og lange dage med inaktivitet. Har lige siden forsøgt at passe motion ind i hverdagen, men husker ikke tidligere at have været i så dårlig form som nu.

Jeg nød de lange løbeture om aftenen, og cyklen var en trofast ven, når jeg skulle transportere mig. Nu er møderne for mange og distancerne for lange til at holde fast i de gode vaner. Nu er det bilen og en evig søgen efter den næste P-plads, der præger transporten.

Ja ja, jeg kan da bare stå op kl. 5 om morgenen og tjekke ind i fitnesscenteret inden job. Men umenneskelig er jeg altså ikke.

Samtidig NÆGTER jeg at lade skavanker og de ekstra kilo hale ind på mig pga. inaktivitet.

Halvdelen af aalborgenserne er overvægtige viser nye tal (BMI over 25), og med overvægt følger både dårlig fysisk og mental sundhed.

Vi taler meget om, at vores børn skal bevæge sig mere både i skolen og i fritiden. Og det giver RIGTIG god mening. Men det skal vi voksne altså også – og gode rollemodeller er det, der virker allerbedst. Vi har derfor et stort og afgørende ansvar for vores børn – også når det gælder deres både fysiske og mentale sundhed.

Der er mange andre travle mennesker end mig med sparsom fritid. Derfor skal vi tænke mere bevægelse ind i måden, vi udfører vores arbejde på. Eksempelvis behøver alle vores møder vel ikke foregå siddende på vores flade med indtagelse af alt for meget kaffe. Faktisk virker vores hjerner bedst, når vi bevæger os, så det kan endda vise sig at være en “god forretning”. Hvis vi altså tør at tænke anderledes og omfavne forandringen – i sundhedens navn….Måske kan det endda også vise sig at være sjovere.

”Sidning er det nye rygning”, hørte jeg forleden en ekspert udtale. Hvis det er rigtigt, så kan det kun gå for langsomt med at indføre mere aktive arbejdsformer. Om ikke andet, så for vores børns skyld.

Har du erfaring med mere aktive former at udføre et ellers stillesiddende arbejde på, så del dine erfaringer i kommentarfeltet.

 

Bøgsted A/S
JobConnection
Art By Me
Hjallerup VVS