Industrien blomstrer i Aalborg Øst
Med natur og biodiversitet for øje omlægger Port of Aalborg i disse år store arealer i erhvervsparken i Aalborg Øst. Den dagsorden vil brændselscellevirksomheden Blue World Technologies også bidrage til, og derfor anlægger virksomheden nu en vild blomstereng på et mere end 1 hektar stort areal ved erhvervsområdet.
Læbælter, trærækker, blomstrende rabatter og meget mere. Naturen er rykket ind i det industrielle erhvervsområde i Aalborg Øst, hvor flere arealer løbende omdannes fra kortklippede græsplæner til områder med mere biodiversitet.
Gennem de seneste fem år har Port of Aalborg, der driver erhvervsparken, lagt hele 63.800 kvadratmeter om til forskønnelse og biodiversitetsformål, og den udvikling skal fortsætte, forklarer Lasse Frimand Jensen, der er bestyrelsesformand i Port of Aalborgs administrationsselskab Port of Aalborg Logistics:
– Bæredygtig udvikling og realiseringen af FN’s verdensmål er centrale omdrejningspunkter for vores aktiviteter, og ved at omlægge arealer, der ikke benyttes til erhvervsformål, til natur, bidrager vi til at styrke biodiversiteten og derigennem gøre vores erhvervspark grønnere og mere miljøvenlig. Derudover er fx vilde blomster og piletræer også med til lyse op og forskønne et som udgangspunkt råt industri- og logistikcentrum, og vi tror på, at det kan bidrage til at give energi og skabe smil blandt de mange mennesker, der hver dag tager på arbejde på Østhavnen, siger Lasse Frimand Jensen, der understreger, at flere af Port of Aalborgs kunder hilser tiltagene velkommen:
– At højne biodiversitet og generelt arbejde for bæredygtig udvikling er ikke alene vigtig for os som virksomhed og for vores ejer Aalborg Kommune. Det er også vigtigt for både nuværende og fremtidige kunder og samarbejdspartnere, da den grønne bundlinje i dag spiller en stadigt større rolle hos virksomhederne.
En af de virksomheder i erhvervsparken, der i høj grad orienterer sig mod netop den grønne bundlinje, er brændselscelleproducenten Blue World Technologies. Virksomheden, der arbejder for at sikre en markant grønnere transportsektor gennem udvikling og udbredelse af methanolbrændselscelleteknologi, har netop besluttet at følge Port of Aalborgs tiltag ved at anlægge en vild blomstereng på et mere end 1 hektar stort areal:
– Som en virksomhed, der beskæftiger sig med grøn teknologi, kigger vi jo typisk på, hvordan vores produkter kan være med til at gøre en stor forskel på globalt plan, men vi må ikke glemme, at vi også skal forsøge at gøre en forskel lokalt hos os selv, når vi kan. En græsplæne gør ikke meget godt for naturen og biodiversiteten, så derfor har vi nu igangsat anlæggelsen af en stor blomstereng primært med danske hjemmehørende arter til gavn for både insekter og os, der kigger på arealet hver dag, forklarer adm. direktør og medstifter Anders Korsgaard fra Blue World Technologies.
Anlæggelsesarbejdet i form af fræsning og såning er netop udført.
Natur i høj kurs
Til anlæggelsen af den nye blomstereng har Blue World Technologies allieret sig med anlægsgartnervirksomheden Forstas. Det er samtidig også Forstas, der er den udførende part i Port of Aalborgs naturfremmende projekter, og spørger man entrepriseleder Rasmus Sudergaard, har interessen for denne slags initiativer aldrig været større:
– Udviklingen er decideret eksploderet i år, hvilket blandt andet kommer til udtryk ved, at nærmest alle frøblandinger aktuelt er udsolgte. Udviklingen er særligt drevet af den skærpede grønne dagsorden og specifikt fokusset på bedre rammer for biodiversitet. Men indsatsen kan også i nogle tilfælde være forbundet med en økonomisk gevinst trods anlægsomkostningerne, da man jo potentielt sparer driftsomkostninger, herunder fx brændstofomkostninger, siger han og fortsætter:
– Derudover handler det om forskønnelse, og derfor arbejder vi meget med at synliggøre, at indsatserne er bevidste. Ved Blue World Technologies’ nye blomstereng kommer det eksempelvis til udtryk ved, at vi omkranser det vilde med nyklippet græs, ligesom vi også etablerer stier igennem det vilde for på den måde at dele området op i felter med forskellig beplantning. Stierne anlægges desuden også på grund af deres positive effekt på dyrelivet. Fugleyngel som fx agerhøns og fasaner samt harekillinger har nemlig brug for et sted, hvor de kan tørre og få varmen.
Forstas har haft ansvaret for Port of Aalborgs drifts- og vedligeholdelsesopgaver, herunder blandt andet infrastruktur og arealer, siden parterne tilbage i starten af 2020 tog hul på en partnerskabs- og driftsaftale. Og det samarbejde har været afgørende for den naturfremmende indsats, forklarer Lasse Frimand Jensen:
– Samarbejdet har tilført vores drift nye kompetencer inden for blandt andet pasning og pleje af grønne arealer. Det har betydet, at vi har højnet standarderne og fagligheden for vores naturfremmende indsats, og det kan ses, siger Lasse Frimand Jensen, der suppleres af Rasmus Sudergaard:
– Mens blomsterenge er den helt store trend lige nu, er vi allerede i fuld gang med at se på nye løsninger, der kan understøtte biodiversitet og dyreliv. Konkret skal vi snart i gang med et nyt projekt på Port of Aalborgs nye udstykning Ankeret. Her placerer vi en række store træstammer og kampesten omkring et regnvandsbassin til gavn for mikroorganismer og småkryb, afslutter Rasmus Sudergaard.