Hotel Phønix
Springeren
Faarup skovhus
Suvo

Investeringskonsulentens gode råd: Sådan afdækker du din risikoprofil

 

At investere i aktier og andre værdipapirer er blevet et hit blandt danske privatinvestorer, som netop har nået et rekordhøjt niveau med aktiebeholdninger på hele 564 milliarder kroner. Og hvis du er blandt dem, der også overvejer at hoppe med på bølgen, har Spar Nords investeringskonsulent samlet en række gode råd til, hvordan du på bedste vis afdækker din risikoprofil.

 

Danskerne har for alvor fået smag for aktier, fonde og obligationer. Faktisk har de private aktiebeholdninger nået et rekordhøjt niveau på 564 milliarder kroner i maj. Det fremgår af de nyeste offentliggjorte tal fra Danmarks Nationalbank, og ifølge Spar Nords investeringskonsulent Karsten Brøndum Idskov forventes investeringslysten blandt de private investorer at fortsætte:

 

– Det seneste år har vi oplevet, at de private investorer har haft travlt med at handle aktier, hvilket blandt andet skal ses i lyset af de negative renter. Når danskerne i øjeblikket kan se deres rekordstore opsparinger trække negative renter på indlånskontiene, vil det naturligt skabe et incitament for at investere pengene med henblik på at opnå afkast, fortæller han.

 

De seneste fem år er de danske privatinvestorers aktiebeholdninger vokset med 219 milliarder kroner svarende til 63,5 procent. I forbindelse med den stigende interesse for værdipapirer i befolkningen er der dog en stor sandsynlighed for, at flere førstegangsinvestorer vælger at investere uden reelt at have afdækket deres risikoprofil på forhånd.

 

– Inden man kaster sig ud i at jagte klækkelige afkast, er det meget vigtigt at overveje, hvor stor en risiko man reelt er villig til at løbe. Ellers kan en investering vise sig at blive en gordisk knude, hvis kurserne tager et nøk ned, mens man står med en privatøkonomi, der ikke kan bære tabet – ligesom vi så under Finanskrisen, siger Karsten Brøndum Idskov.

 

Derfor har han samlet fire gode råd til, hvordan man som privatinvestor finder den rigtige risikoprofil, så man ikke kommer til at gabe over for stor en risiko.

 

  1. Kig på din privatøkonomi

Det kan friste at poste en stor sum penge i enkeltaktier, når man ser andre hive store afkast hjem på den måde. Det må dog ikke være drømmen om afkast, som alene bestemmer, hvor mange penge man investerer, eller hvilken grad af risiko man tager som privatinvestor.

 

I stedet skal du kigge på din privatøkonomi, herunder job- og boligsituation. Blandt andet skal du vurdere, hvor stabil og sikker din indkomst er. Hvis du har været fastansat i samme stilling mange år og har udsigt til en lønforhøjelse, kan det give mening at løbe en højere risiko.

 

  1. Afdæk investeringens tidshorisont

Inden du øremærker en sum penge til investeringer, er det ikke mindst væsentligt at afdække din tidshorisont. Din økonomiske situation ændrer sig over tid, og derfor er det vigtigt at overveje, om du skal bruge pengene inden for kort tid. Det kan eksempelvis være, at du går med planer om familieforøgelse, vil tage hul på pensionisttilværelsen eller købe en ny bil.

 

Skal de investerede penge bruges inden for kort tid, kan det være en god idé at investere med en lav risiko eller måske bare holde pengene kontant. Er tidshorisonten derimod lang, vil kursudsving på kort sigt have en mindre betydning, og derfor kan du formentlig tage en højere risiko.

 

  1. Overvej, hvor stærke nerver du har

Når du har afdækket tidshorisonten og fundet frem til et investeringsbeløb, som du enten vil investere løbende eller af én omgang, må du ikke glemme det psykologiske aspekt af en risikoprofil. Det har selvsagt en betydning, hvorvidt man trives med at påtage sig risiko eller ej.

 

Mens nogle investerer stort i enkeltaktier, der tager store hop op og ned i kurs, uden at blive bekymret, vil andre i en tilsvarende situation ikke kunne sove om natten. Derfor skal du overveje, hvordan du generelt har det med at løbe en risiko – og investere herefter.

 

  1. Tag erfaring og viden med i betragtning

Hvis du ikke har erfaring eller det store kendskab til at investere, bør din risikoprofil og investeringsadfærd også afspejle det. Det kan eksempelvis være, at du i stedet skal starte med at kigge i retningen af obligationer eller investeringsfonde fremfor at investere i enkeltaktier. På den måde får du opbygget erfaring og viden, og så kan du senere overveje en anden investeringstilgang.

 

Det kan også være en fordel at opsøge sparring og rådgivning, hvis du overvejer at investere som privatperson.

[Meddelelsen er forkortet]  Se hele meddelelsen

Område med vedhæftede filer

Suvo
WashnGo
Vivabolig
Kaffebaren