Jobcenteret har været en god hjælp for virksomheder under covid-19
9 ud af 10 virksomheder er klar til at anbefale andre virksomheder et samarbejde med Jobcenter Aalborg.
Jobcenter Aalborg er for alvor inde i varmen ved kommunens virksomheder. 90% af virksomhederne er så tilfredse, at de gerne vil anbefale andre virksomheder at samarbejde med Jobcentret. Ikke alene er det flotte tal, men det er en forbedring i forhold til en tidligere undersøgelse, hvor resultatet var 82%.
Effektiv hjælp til virksomhederne er vigtigt for at kunne understøtte jobvæksten i Aalborg Kommune. Derfor er der i kommunens Beskæftigelsesudvalg stor tilfredshed med undersøgelsens resultater.
“Rigtig mange både virksomheder og medarbejdere har været gennem noget af en rutchetur under Covid-19. Her fortæller tallene os jo, at Jobcentret ikke alene har formået at holde fast i samarbejdet under Covid-19 – men faktisk udvikle det”, fortæller Rådmand Mai-Britt Iversen.
I undersøgelsen har man spurgt ind til, hvad det er, virksomhederne har efterspurgt som følge af Covid-19. Lidt overraskende er det kun en femtedel, der angiver at de har haft brug for vejledning til hjælpepakkerne. I stedet har det især været mulighederne for at få borgere i praktik og løntilskud samt hjælp til almindelig rekruttering og sygefastholdelse, der har fyldt.
“Det viser jo, at en stor del af arbejdsmarkedet trods alt er kørt videre under Covid-19. Selv om det har været under nogle lidt andre betingelser, så har Jobcentret stadig kunne arbejde med at få ledige ud i virksomhederne”, afslutter Beskæftigelseschef Jesper Dahlgaard.