Bøgsted A/S
JobConnection
Art By Me
PJ Industries

Jul som i de gode gamle dage

Aalborg Historiske Museum åbner nostalgisk julebutik med gammeldags julepynt

 

Supermarkederne har stillet juleslikket og de fabriksfremstillede brunkager frem, og stormagasinerne har fundet den store kasse med dette års juletrends. Selv om mange butikker i disse måneder bugner af jul, så er et besøg i julebutikken på Aalborg Historiske Museum alligevel noget ganske særligt. Her oser det nemlig af julestemning som i de gode, gamle dage med masser af gammeldags julepynt på hylderne.

 

Hvert år er der nye julefarver og nyt moderne julepynt i forretningerne, men i julebutikken på Aalborg Historiske Museum satses der anderledes. Her er der fokus på den gammeldags og traditionelle julepynt, der vækker nostalgiske minder om den gode, gamle jul.

 

Der er glaskugler, glanspapir til flettede hjerter og flagguirlander til juletræet, men man finder også ting som de klassiske julebukke af halm, gammeldags papjulekalendere og sprællemænd, Helligtrekongerlys og meget andet, som de ældre familiemedlemmer med garanti husker fra deres barndom.

 

Blandt de mest populære varer er blandt andet julekort med gammeldags motiv, englespil og ikke mindst Brammings klassiske kravlenisser, som blev udgivet første gang i 1947.

 

”Vi har de helt klassiske kravlenisser, som er blevet genoptrykt, men vi har også mange andre varer, hvor motivet er Brammings genkendelige nisser,” fortæller museets butiksansvarlige, Christina Flou Riise.

 

En anden yderst populær vare er glaspynt fra Brink Nordic.

 

”Det fås i mange forskellige udgaver, og folk er allerede begyndt at komme forbi for at se, om vi har noget, som de ikke har i forvejen. De er ganske enkelt blevet et samleobjekt,” siger Christina Flou Riise.

Julebukke af halm er noget af det mest klassiske og gammeldags julepynt, der findes. I julebutikken på Aalborg Historiske museum fås de i mange forskellige størrelser – både store og små.

Historien følger med

 

Køber man julepynt på museet, får man også noget andet, som ikke fås i almindelige butikker. Historien følger nemlig med udvalgte varer – for eksempel om Helligtrekongerlysene og om julebukkene af halm.

 

I det hele taget spiller stemningen fra gamle dage en stor rolle.

For mange voksne er det ikke rigtig jul uden Brammings klassiske kravlenisser, og de er en meget populær vare i julebutikken på Aalborg Historiske Museum.

”Vi gør meget ud af at skabe den gammeldags julestemning, og i år har julebutikken fået en større make-over med gamle købmandsdiske, så den helt særlige gammeldags julestemning virkelig kan træde i karakter,” siger Christina Flou Riise og fortsætter:

 

”Der er også pyntet op på gammeldags vis med blandt andet et juletræ pyntet med kugler, fugle, flag og den slags. Det er som at træde ind i en verden, hvor den gode, gamle jul stadig findes.”

 

Og aalborgenserne har de senere år været vilde med at mærke og opleve den gammeldags julestemning i museets butik. I november og december holder butik og museum derfor også åbent om mandagen, hvor der ellers normalt er lukket.

 

Man kan opleve den gamle, nostalgiske jul i museets julebutik fra tirsdag 5. november, og butikken ligger i Algade 48 ved den nye Budolfi Plads – kun ganske få meter fra det store julemarked på Gammeltorv.

Kilde og Foto: Nordjyllands Historiske Museum

Topfoto:Julebutikken på Aalborg Historiske Museum oser af gammeldags julestemning, som vækker barndommens minder om julen til live. Foto: Nordjyllands Historiske Museum

Folmer Olsen
Tommy Telt
AKKC – Wallmanns
Tømrermester Thomas Aaby