”Julen er gavernes fest” – et udsagn Ungdommens Røde Kors Aalborg, atter en gang har fået muligheden for at tage til sig, takket være de mange fantastiske nordjyske virksomheder der har valgt at støtte op om arrangementet og donere gaver. Det er derfor atter en gang blevet muligt for foreningen at afholde julebanko til gavn for Aalborgs børn og unge.
Julestemningen vil derfor være i højsædet torsdag den 2. december kl. 19.00, i Folkekirkens hus ved Gammeltorv 4, hvor de mange frivillige fra Ungdommens Røde Kors Aalborg, i bedste nisseånd, vil stå klar til at uddele præmier fra mere en 30 nordjyske virksomheder til de heldige bankospillere der enten rammer én, to eller tre rækker på deres bankoplade.
Foruden chancen for at vinde præmier fra de mange spændende nordjyske virksomheder, vil der også være mulighed for at fuldende den hyggelige bankostemning med kage eller en varm kop kaffe, som kan tilkøbes til arrangementet. Alle pengene vil gå ubeskåret til Aalborgs børn og unge.
Til at holde styr på Gamle Ole, de to tynde drenge og de vilde svaner, vil den talentfulde sangerinde Mai Skytte og den altid sjove Niels Skovmand stå klar og sørge for at alle de vigtige tal kan høres klart og tydeligt. Spillepladerne kan købes ved indgangen til arrangementet, hvor én plade har seks spil og koster 60 kr. eller du kan øge dine vinderchancer og købe to plader for 100 kr.
“Vi har rigtig god erfaring med dette juleevent – God opbakning fra lokale virksomheder, flot fremmøde af bankospilere og fantastisk stemning! Vi håber igen i år at kunne samle penge ind til aktiviteter for udsatte børn og unge i Aalborg, alt imens vores bankogæster har en hyggelig aften.” – Kristine, eventansvarlig.
“Alle aldre er velkomne, dog er køb af bankoplader kun tilladt for personer over 18 år og vi gør opmærksom på at nogle gaver indeholder alkohol og derfor kun kan vindes af personer over 18 år. Børn og unge er selvfølgeligt velkommen til at spille med i selskab med forældre og personer over 18 år. Der er 150 pladser til det populære arrangement som kommer til at gå efter ’først-til-mølle’ princippet, så tag din familie, venner, veninder eller kæresten i hånden og kom i god tid.”
Vi følger selvfølgeligt med i Covid-19 situationen og restriktionerne herom. Der vil være håndsprit tilgængeligt til alle og vi opfordrer selvfølgeligt også alle til at være ny testet.
Du kan holde dig opdateret omkring begivenheden her:
(https://www.facebook.com/events/687395232650765?active_tab=about).
Vil du vide mere om Ungdommens Røde Kors Aalborg?
Følg med i livet som frivillig på deres Facebook-side Ungdommens Røde Kors Aalborg og på deres Instagram-profil @ungdommensroedekors_aalborg
Overvejer du selv at blive en del af fællesskabet i Ungdommens Røde Kors Aalborg, kan du kontakte dem på mail: Hr@urk-aalborg.dk.
Kilde: Ungdommens Røde Kors Aalborg