Bosætning Jammerbugt
Jutlander Bank
Datamarked artikel banner
Garant Brønderslev

Sommerferien mellem 4. og 5. klasse transformerede Peter Falktoft fra officielt at være ordblind til at blive en vaskeægte læsehest – takket være et væld af Jumbobøger. I Anders And & Co. nr. 47, som er på gaden den 19. november, debuterer den kendte radio- og tv-vært som Anders And-forfatter med en satirisk hyldest til hypen omkring de mange nye bagerier i Københavns hovedstad.

I 4. klasse blev Peter Falktoft erklæret ordblind, og han fik at vide, at han var heldig, hvis han kom til at lære blot ét nyt ord om ugen. Det tog hårdt på den unge Falktoft, som skammede sig over ikke at være lige så dygtig som sine klassekammerater.

Men i sommerferien, der fulgte, skete der noget tilnærmelsesvist mirakuløst. Falktoft var stor Anders And-fan, og hans far fortalte ham, at han ville købe hver eneste Jumbobog til ham – på betingelse af, at han forsøgte at læse dem alle sammen selv.

Falktoft gjorde et ihærdigt forsøg, og pludselig slog det klik: Det enestående Anders And-univers åbnede sig op for ham, og da han vendte tilbage til skolen efter sommerferien kunne han læse på samme niveau som resten af klassen.

En milepæl, som Falktoft ikke havde planlagt at nå
”Dén episode er måske den vigtigste fra hele min barndom. Jeg er ikke i tvivl om, at mit liv havde set radikalt anderledes ud, hvis ikke Anders And og resten af Andeby havde lært mig at læse,” forklarer Falktoft.

Han blev i 2012 kendt som en del af det satiriske radioprogram Monte Carlo, som han lavede sammen med Esben Bjerre. Siden 2016 har makkerparret stået bag podcasten Her går det godt.

Når Anders And & Co. nr. 47 udkommer den 19. november, kan læserne glæde sig til en historie skrevet af Peter Falktoft:

”Jeg har svært ved at komme i tanke om noget, der kan gøre mig mere stolt, rørstrømsk og nostalgisk. Det er en milepæl i mit liv, som jeg ikke havde planlagt, at jeg nogensinde ville nå. Samtidig er det langt mere end bare at få lov at være Anders And-forfatter – det er en reminder om, hvem jeg er, og hvorfor jeg er, som jeg er.”

Som Roms sidste dage – bare på surdej!
Historien er forfattet sammen med den rutinerede Anders And-forfatter, Sune Troelstrup, og der er tale om en satirisk hyldest til hypen omkring de mange fantastiske bagerier, der på ganske kort tid er dukket op i den danske hovedstad.

Det gælder eksempelvis Juno og Hart Bageri, som i historien hedder ”Jumo” og ”Smart Bageri” – og byen, de har hentet inspiration fra, hedder San Fransutsko.

”Der foregår et våbenkapløb på kvalitetsfronten, og jeg vil næsten vove at påstå, at valget af bager i København har lige så meget at skulle have sagt som dit valg af frisure, taske og sko,” forklarer Falktoft og tilføjer:

”Det er som Roms sidste dage – bare på surdej! Og det skulle selvfølgelig anerkendes i Anders And-regi.”

Den allerbedste Anders And-ambassadør man kunne forestille sig
Gitte Hoffmann Hansen er marketingchef hos Egmont Publishing, der udgiver Anders And & Co., og hun udtaler følgende:

”Peter Falktoft er en af Danmarks største andefans og den allerbedste Anders And-ambassadør, man kunne forestille sig. Vi er superstolte over at have ham med ombord som forfatteren bag denne velduftende bagerihistorie, og vi håber, at der er mange børn, der i dag har læsevanskeligheder, vil få samme gennembrud som Peter i sin tid fik.”

Anders And & Co. nr. 47 udkommer den 19. november. Pris: 39,95 kr.

DN Isolering
Kai-Berntsen
Det Hemmelige Teater
Tømrermester Thomas Aaby