Aalborg Kommune og Aalborg Forsyning har i denne uge indgået aftale om sammen at etablere en 23 hektar stor klimapark i Sofiendal Enge.
Klimaparken etableres på et tidligere landbrugsareal, der nu skal omdannes til natur med regnvandssøer, vandløb, stier og beplantning.

“Med Sofiendal Enge har vi slået flere fluer med ét smæk”, udtaler rådmand for By- og Landskabsforvaltningen, Hans Henrik Henriksen og fortsætter: “Klimaparken efterkommer et behov for rekreative områder i Skalborg – et behov vi bl.a. kender fra kommuneplanarbejdet i området, hvor manglen på nær-naturområder netop var et af emnerne i den offentlige debat. Samtidig får vi med klimaparken også skabt et regulært naturområde, hvor det vilde plante- og dyreliv kan vokse på egne præmisser.”

Hos Aalborg Forsyning er der også tilfredshed med, at der nu er kommet en aftale i stand om klimaparken. Formand for Aalborg Forsyning, Vand, Lasse Frimand Jensen udtaler:

“Vi vil gerne være et moderne og visionært vandselskab, der bidrager til gode byløsninger i vores forsyningsområde. Klimaparken i Sofiendal Enge er et godt eksempel på, at vi kan få løst vores tekniske vandhåndteringsopgave samtidig med, at borgerne får et nyt naturområde, uden at det koster hverken forsyningsselskabet eller kommunen flere penge. Parken er faktisk godt 4 mio. kr. billigere for os, end hvis vi havde valgt mere traditionelle løsninger til vores regnvandshåndtering.”
 
Aalborg Forsyning skyder ca. 34 mio. kr. i projektet, der ejes og drives af Aalborg Kommune. Projektet består af tre delelementer:

  • Svanholmgrøften, der reguleres med dobbeltprofil fra projektområdet ud til fjorden. Hermed forbedres vandløbets kapacitet væsentligt og afhjælper nogle af områdets kendte problemer med oversvømmelser.
  • Et ca. 22 Ha areal, omfattet af lokalplan 3-5-103 (Sofiedal Enge), der indrettes med søanlæg med permanent vandspejl, forsinkelsesbassiner og vandløb, beplantning, stier og rekreative funktioner.
  • Et ca. 1,5 Ha stort areal i Mulighedernes Park, der indrettes med forsinkelsesbassiner forbundet af vandløb, som indpasses parkens rekreative funktion.

Projektets naturaspekt kombineret med reguleringen af Svanholmgrøften vækker også begejstring hos Miljø- og Energiforvaltningens rådmand, Lasse P. N. Olsen, der udtaler:

“Vi arbejder løbende på at give naturen bedre vilkår. Særligt vandløbene kan være udfordrede ved kraftig byvækst – ikke mindst set i lyset af de klimaforandringer vi står overfor. Klimaparken forener håndteringen af regnvand med bedre vilkår for natur og vandløb, hvilket er med til at øge biodiversiteten. Det er et rigtigt godt eksempel på, at bæredygtige løsninger er mulige, hvis man tænker sig godt om og arbejder sammen på tværs af fagområder.”

Fakta om projektet

Klimaparken håndterer regnvand fra de 1200 nye boliger i Sofiendal Enge og Skalborg vest for Hobrovej. I alt håndteres regnvand fra 336.6 Ha by, svarende til 500 fodboldbaner.

Anlægsudgiften er godt. 16 mio. kr. Klimaparken etableres fra 2018 og frem til 2030, hvor parkens vandhåndteringsanlæg er fuldt indfaset. Allerede i løbet af få år vil parken dog fremtræde som en helstøbt park, idet anlægsarbejderne udføres som et samlet arbejde.

Projektet etableres og ejes af Aalborg Kommune. Aalborg Forsyning betaler den del af anlægsudgiften, som vedrører håndteringen af regnvand. Aalborg Kommune etablerer selv de rekreative faciliteter. Aalborg Forsyning bidrager til driften af regnvandshåndteringsdelen i hele klimaparkens levetid (ca. 100 år).

Kilde: Aalborg.dk

Facebook