Bøgsted A/S
JobConnection
Art By Me
PJ Industries

Sommeren er over os, og for mange betyder det tusindvis af kilometer i bilen for at komme under fjerne himmelstrøg. De færreste rejsende er dog klar over, at der er penge at spare på kør-selv-ferie i firmabilen med arbejdsgiverens accept.

Kør-selv-ferier til syden er populært, når danskerne skal vælge sommerens feriedestination – og mange af de rejsende kunne faktisk optjene lidt ekstra penge til softices eller udflugter, hvis de kørte på ferie i firmabilen.

Der er flere end 200.000 danskere, der via deres job har denne mulighed og dermed kan køre roligt på ferie til udlandet i firmabilen, uden at blive beskattet yderligere.
– Selvom skattelovgivningen er meget stringent og har detaljerede regler på mange områder, så er der stadig områder, hvor det er muligt for medarbejdere at opnå fordele i forbindelse med beskatning af firmabil. Et af eksemplerne er, at man ved arbejdsgivers accept kan køre til udlandet på ferie uden at betale yderligere skat af firmabilen, fordi beskatningen sker ud fra værdien af bilen, efter de procentsatser der er i ligningslovens §16, fortæller senior skattekonsulent hos Azets Henrik Volden.

Fast beskatning uanset antal km og destination 
Beskatning af fri firmabil er en såkaldt rådighedsbeskatning, som er uafhængig af den faktiske anvendelse. Det betyder, at beskatningen er ens, uanset hvor meget medarbejderen kører privat – og uanset om kør-selv-ferien afholdes i Danmark eller udlandet.
– Beskatning af firmabil omfatter alle driftsmæssige udgifter ved brug af bilen såsom ejerafgift, forsikring, reparationer samt vedligeholdelse til benzin, sprinklervæske og vask. Dermed kan arbejdsgiver dække udgifter til anvendelse af bilen, uden at medarbejderen beskattes ekstra – også selvom medarbejderen kører udenlands, siger Henrik Volden og fortsætter:
– Reglerne gælder også, hvis medarbejderen selv lægger ud til de ordinære driftsudgifter og efterfølgende afleverer kvitteringerne og får pengene refunderet; det kan ske uden skattemæssige konsekvenser.

Personalegoder beskattes 
Ifølge Henrik Volden er andre udgifter i forbindelse med privat kørsel eller ferie i firmabilen ikke omfattet af beskatning af fri bil og er derfor skattepligtige for medarbejderen.
– Medarbejderen skal eksempelvis betale skat af udlæg til bl.a. færge og parkering samt afgifter til broer og motorveje, også selvom arbejdsgiver dækker udlæggene. Disse udgifter er nemlig ikke indeholdt i den skattepligtige værdi og er derfor ikke er en del af den almindelige, løbende beskatning. Hvis arbejdsgiver dækker disse udgifter, er der derfor tale et personalegode, der skal beskattes.

Penge at spare 
Hvis arbejdsgiveren ikke vil dække benzinkøb i udlandet, er der stadig økonomiske fordele ved at bruge firmabilen, da medarbejderen kan aflevere kvitteringerne for f.eks. benzinkøb og bede arbejdsgiveren om at anse dem som egenbetaling.
– Når arbejdsgiveren indberetter beløbet til SKAT, bliver beløbet nemlig modregnet i bilens skattepligtige værdi, og dermed får medarbejderen stadig fuldt fradrag for udgifterne på selvangivelsen, fortæller Henrik Volden.

Er man i tvivl, bør man kontakte sin HR-afdeling eller virksomhedens revisor for at høre nærmere om reglerne i den pågældende virksomhed, inden man påbegynder ferien.

Kilde: Aztets

Folmer Olsen
Tommy Telt
AKKC – Wallmanns
Tømrermester Thomas Aaby