Bøgsted A/S
JobConnection
Art By Me
PJ Industries

Frivillige i Ungdommens Røde Kors Aalborg opfordrer aalborgensere i alle aldre til at finde deres indre legebørn frem, når de inviterer til udformningen af Aalborgs største kridtmaleri 2. Pinsedag på Aalborg Havnefront.

Af Pernilla Abildtrup (Foto: Charlotte Quitzau/Ungdommens Røde Kors)

Mandag d. 10. juni kl. 12 får du mulighed for at være med til at lave Aalborgs største kridtmaleri uanset alder, talent og kreativitetsniveau. Her står frivillige fra Ungdommens Røde Kors Aalborg nemlig klar til at dele ud af farvekridt og godt humør på Aalborg Havnefront.

”Vi ønsker at lave noget sjovt og kreativt, som folk i alle aldre kan være med til. Og så håber vi, folk vil se vores gode fællesskab og blive inspireret til selv at blive frivillig,” fortæller Kristine Holm, som er event-ansvarlig i Ungdommens Røde Kors Aalborg.

Hjælp til kreativ udfoldelse

På dagen får Ungdommens Røde Kors Aalborg besøg af Zuzana Jakubčíková, som er kendt på Instagram for sine mange kridtmalerier. Der er derfor hjælp at hente, hvis man ikke selv er den mest kreative type.

Kristine Holm uddyber: ”Vi har inviteret den dygtige kunstner Zuzana, som vil hjælpe med at udsmykke havnen. Hun står klar med gode ideer og teknikker til at udfolde sig kunstnerisk med kridt.”

Eventet er gratis og er for alle, hvad end man ønsker at tegne med eller bare kigge på.

Læs mere og hold dig opdateret på https://www.facebook.com/events/1054895601565264/

Vil du vide mere om aktiviteter og arrangementer i Ungdommens Røde Kors Aalborg?

Følg med i livet som frivillig på deres facebook-side Ungdommens Røde kors Aalborg og på deres instagram-profil ungdommensroedekors_aalborg

Overvejer du selv at blive en del af fællesskabet i Ungdommens Røde Kors Aalborg, kontakt dem på mail Hr@urk-aalborg.dk

Kilde: Ungdommens Røde Kors

Folmer Olsen
Tommy Telt
Nordjysk Bilpleje
Tømrermester Thomas Aaby