“Vi har i Tandplejen fokus på tidligt at opdage betydende tegn på caries, så vi f.eks. med tandlak kan forebygge, at der opstår huller i tænderne. Her det vigtigt, at intervallerne, mellem at børnene kommer ind til forebyggende undersøgelser, er tilrettelagt individuelt ud fra en konkret vurdering af den enkeltes risiko for at få huller i tænderne”, fortæller Pia Clemmensen, leder af tandplejen i Aalborg Kommune.
Som et eksempel på dette nævner Pia Clemmensen, at man i årene 2016-2019 så et stigende antal børn i alderen 5-7 år med skader på mælketænderne. Da man kiggede nærmere på udviklingen, viste det sig, at især var børn med dansk som 2. sprog, der tegnede sig for en stor del af stigningen. Tandplejen igangsatte på den baggrund pilotprojektet “Færre børn med mange huller”. Tallene for 2020 tyder på, at udviklingen for de 5-årige nu er vendt. Der er dog tale et mindre fald, og udviklingen vil derfor blive fulgt nøje.
På grund af Covid-19 indgår der dog både på landsplan og i Aalborg Kommune færre børn i statistikken end normalt. Det hænger sammen med, at under den første Covid-nedlukning i foråret 2020 blev der udelukkende varetaget akutte behandlinger. Med den gradvise genåbning fulgte en del restriktioner f.eks. værnemidler, rengøring og udluftning, der medførte øget tidsforbrug og længere tid mellem de enkelte patientbesøg.
Det betyder, at der i Aalborg for de 15-årige er indberettet ca. 75% af børnene mod normalt ca. 90%. Når tallene alligevel peger på en positiv udvikling, hænger det sammen med, at det faktisk er dem med de sundeste tænder, der ikke indgår i statistikken for 2020. Det hænger sammen med, at Tandplejen også i dette tilfælde har prioritereret børn og unge med dårligst tandsundhed. |