Shakespere i Teater Nordkraft – vises til 22. marts
Teater Nordkrafts skarpe version af den eviggyldige klassiker
Teater Nordkraft elsker Kong Lear! Vi synes det er en af Shakespeares allerbedste stykker, og vi håber Aalborg vil tage godt imod det!
Teater Nordkraft skriver således om stykket
Kong Lear er træt af at regere og have ansvar for det hele. Han vil overlade magten til sine døtre, og lave et fredeligt regeringsskifte. Han begynder at afvikle sit greb om tronen, men familiens magtbalance er rystet, og ukendte dæmoner sættes fri med stor ødelæggelse til følge.
Teater Nordkraft elsker Kong Lear! Vi synes det er et af Shakespeares allerbedste stykker; en eviggyldig klassiker som hver generation bør stifte bekendtskab med og have deres eget forhold til.
Vi er derfor særligt glade for at det netop er Mikkel Harder Munck-Hansen, som har sagt ja til at instruere Shakespeare for fuld kraft, og skære den til så den også egner sig til et ungt publikum.
– NB: Vi bruger teaterrøg og stroboskoplys i forestillingen. Derudover er der riller i gulvet foran første række.
Teaterchef JAKOB TEKLA JØRGENSEN om forestillingen:
EVIGAKTUELLE HISTORIER
Nogle historier er aktuelle, mens andre er evigtaktuelle. Og nogle af disse evigtaktuelle bliver pludselig særligt aktuelle lige nu. De evigtaktuelle historier kalder vi for klassikere, og sådan én er Shakespeares Kong Lear. Et af Shakespeares allerbedste stykker. Og særligt aktuel er den lige nu af flere grunde.
Lear er et typisk magtmenneske, et magtfuldkomment et af slagsen. Han mangler basal forståelse for sin kontekst, og hvor meget hans magt betyder for hans position. Han tror, at han er blevet ét med magten. At det er hans person i sig selv, der indgyder respekt. Det er en stor fejltagelse. Men fejltagelsen bliver fatal, da han samtidig forveksler respekt med kærlighed. Han mangler grundlæggende forståelse for kærligheden. Han tror at den respekt han får fra sine døtre er det samme som kærlighed. Han kræver respekt. Og han kræver kærlighed. Og han forstår ingen af delene.
Det er en af forestillingens pointer til os idag – at vi forstår vores egen position, vores eget ansvar!
Vi har travlt med i vores personlige liv, i familien, på arbejdet og i sociale sammenhænge, at fralægge os ansvaret. Vi vil som Lear nyde livet, have privilegier, men tør vi tage ansvar eller forvalte magten? Begge dele kræver nemlig en høj grad af selvrefleksion og -indsigt for ikke at blive et overgreb. Og selvrefleksion kan gøre ondt, for spejlet viser ikke altid det vi ønsker. Så hellere pege et andet sted hen.
Men på trods af tragikken – for Lear indser det for sent – er den gode side af Lears fejltagelse, at den fører til indsigt. Han dør ikke uvidende. Han forstår i sidste ende sig selv og menneskene omkring ham. Uden fejltagelsen var han gået i døden uden nogensinde at have forstået sig selv og de andre. Dette er tragediens tale til os: Lad det ikke blive for sent!
Tag godt imod den, kære publikum! Og – listen and learn!