Musikalske vitaminer løfter os:
Kulturlivet har afgørende betydning for danskernes mentale sundhed
Kunst og kultur er afgørende for danskernes mentale sundhed, og her spiller kulturinstitutionerne en afgørende rolle. Blandt andet derfor har Musikkens Hus i Aalborg det seneste år arbejdet målrettet på at udvikle nye kulturelle tilbud til borgerne, og de musikalske vitaminer er afgørende i krisetider som disse, fortæller professor.
Musik og kultur kan spille en afgørende rolle for vores trivsel og mentale sundhed. Sådan lød konklusionen i Sundheds- og Kulturforvaltningen og Center for mental sundheds ’Kulturvitaminer’-program i 2018, som havde til formål at fremme den mentale trivsel hos borgere med stress, angst eller depression gennem deltagelse i forskellige kunst- og kulturaktiviteter. Netop disse erfaringer ønsker man nu hos Musikkens Hus at videreføre i en tid, hvor mange af os mærker krisens effekt på vores humør og generelle trivsel:
– Konklusionerne vidner om, at musik og kultur kan løfte vores mentale sindstilstand, og hvis vi skal lykkes med det i denne tid, så er der intet, der er vigtigere end kreativitet, ambition og relevans hos dem, der udfører og producerer den. Det er en opgave, der påhviler alle landets kulturinstitutioner, og vi har derfor gjort os umage for at sikre rigeligt med kunst og kultur til forskellige målgrupper i en tid, hvor netop kulturen er blevet en mangelvare, lyder det fra Lasse Rich Henningsen, som er adm. direktør i Musikkens Hus og Aalborg Symfoniorkester.
Musikkens Hus og Aalborg Symfoniorkester har siden coronakrisens spæde start afviklet mere end 240 koncerter, herunder intet mindre end 66 plejehjemskoncerter samt 62 skolekoncerter i hele regionen. Senest har Musikkens Hus lanceret en række digitale E-koncerter, som de næste mange torsdage rulles ud på koncerthusets Facebook-side og YouTube-kanal med store navne på programmet, heriblandt Mads Langer.
– Vi tror på, at det er bedre at tænke som en kamæleon end en dinosaur, og at vi kommer længere ved at tvinge os selv til at se på de muligheder, vi trods alt har. Derfor er vi også enormt stolte af at have gennemført mere end 240 koncerter i en tid, hvor vores virke i den grad er kompromitteret, fortæller Lasse Rich Henningsen og fortsætter:
– Vi har blandt andet præsenteret et nyt kunstværk på Musikkens Plads, rullet musik ud på plejehjem, afholdt skoleundervisning på Teams med musikere fra Aalborg Symfoniorkester og senest lanceret gratis E-koncerter til hele landet. Vi har kort sagt lagt os i selen og kastet os ud i nye tiltag, der kan bidrage positivt til danskernes individuelle trivsel og branchens generelle overlevelse.
De kulturhungrende danskere kan blandt andet se frem til at opleve Mads Langer fremføre en række af sangerens største hits fra scenen i Koncertsalen, hvilket vil blive streamet på Musikkens Hus’ Facebook og Youtube torsdag den 18. marts.
Kulturelle vitaminer øger mental sundhed
Ifølge professor og lektor ved uddannelsen Musikterapi på Aalborg Universitet, som holder til i Musikkens Hus, er det helt afgørende, at man ikke underkender vigtigheden af kunst og kultur i krisetider. Det er nemlig i tider som disse, at vi som mennesker har ekstra meget behov for de kulturelle vitaminer, som bidrager til at skabe meningsfulde fællesskaber.
– Det er ikke noget nyt, at vi samles om kunst og kultur i krisetider. Kulturen er en afgørende del af vores DNA, og behovet for at samles om noget meningsfuldt, hvor frustrationen og frygten ikke er omdrejningspunktet, vokser sig større i tider som disse. Vi ved, at kultur har en positiv indvirkning på menneskers fysiske og mentale sundhed, og det skyldes blandt andet, at kulturaktiviteter aktiverer vores sanser og derfor kan have en stærk forebyggende effekt, fortæller Stine Lindahl Jacobsen, der er professor og lektor ved Musikterapi samt Nordjysk Center for Kultur og Sundhed på Aalborg Universitet.
Nordjysk Center for Kultur og Sundhed på Aalborg Universitet beskæftiger sig blandt andet med, hvordan kulturoplevelser kan bruges til at styrke borgeres sundhed og samarbejder i den forbindelse med en række offentlige instanser og kulturinstitutioner, herunder Musikkens Hus og Aalborg Symfoniorkester.