Nordjysk ride- og Islænderudstyr
Springeren
AKKC
Printereksperten

Aalborg Pirates er meget stolte af igen at kunne præsentere den 28-årige canadiske back, Martin Lefebvre, for den kommende sæson. Martin er dermed den tredje udlænding, der vender tilbage til Aalborg. Tidligere på offseason vendte Kirill Kabanov og Pierre-Olivier Morin tilbage til Aalborg.

Martin Lefebvre bliver hentet til Aalborg Pirates, med hjælp fra en række sponsorer, og i særdeleshed Sparekassen Vendsyssel, som på isen i dag, forud for holdes første træning på is, gav sit bidrag til at den store backprofil, igen kan gå ombord på piratskuden.

– Vi kender Martin rigtig godt, og vi er rigtig glade for, at han har valgt at vende tilbage til Aalborg. Martin var en vigtig del af guldholdet i 2018, hvor han var slutspillets bedste offensive back og fortjent kom på AllStar holdet. Martin kommer naturligvis til at spille en vigtig brik i vores powerplay, hvor hans skud kommer til at være en trussel fra blueline, siger sportschef Ronny Larsen.

Martin Lefebvre kom til Aalborg forud for 2017/18 sæsonen, hvilket var hans første sæson i Europa. Han viste sig at være en stor gevinst for holdet med hans stærke skøjteløb og blik for det offensive spil. Men han satte også en ære i det defensive spil. Han nåede at lave 36 point i 48 kampe i grundspillet, mens det blev til 16 point i 17 kampe i slutspillet.

– Martin kom, sidste sæson, tilbage til Aalborg ved slutningen af januar, da han havde været skadet i starten af sæsonen. Vi har holdt kontakten med Martin vedlige igennem længere tid, og Martin kunne se, at vi kunne holde på det meste af stammen fra sidste sæson, så han var også klar til at gøre arbejdet fra sidste sæson færdigt, slutter sportschef Ronny Larsen.

Martin nåede at notere sig for fire point i otte kampe inden sidste sæson blev lukket ned grundet Covid-19. Martin kommer igen til at spille med nummer 40 i den kommende sæson.

Under forudsætning af den endelige godkendelse fra licensudvalget.

DN Isolering
Kai-Berntsen
Det Hemmelige Teater
Bilhuset Biersted A/S