Om musik og med musik af Kristina Holgersen
Forfatter Leonora Christina Skov og musiker Kristina Holgersen inviterer til en eksklusiv litterær og musikalsk arthouse-aften.
DATO: 26. oktober 2020
TID: Klokken 20.00
Ved fire aftener på fire danske spillesteder får et lille publikum et eksklusivt kig ind i den litterære og musikalske tilblivelse. Leonora Christina Skov fortæller om den skriveproces, hun er midt i, og læser op fra sit nye manuskript – en fortsættelse til erindringsromanen Den, der lever stille, der har bjergtaget læsere over hele landet. Kristina Holgersen fortæller om sit lydspor til romanen og fremfører musikken akkompagneret af Line Felding på cello. Sammen åbner de op for, hvordan det er at arbejde som musiker og romanforfatter i et samlet udtryk. Det bliver en unplugged aften, hvor publikum bliver lukket helt ind i hjertet af historierne og de dugfriske numre.
Den, der lever stille er indtil videre solgt i 140.000 eksemplarer, er blevet belønnet med De Gyldne Laurbær og adskillige andre priser og er købt til filmatisering af Regner Grasten Film. Efter udgivelsen begav Leonora sig ud på en udsolgt foredragsturné til 150 store og små scener i alle landets afkroge.
I 2019 optrådte hun med prisvindende sangerinde og komponist Kristina Holgersen på SPOT Festival i Århus til en snak om at skabe litteratur og musik ud fra erindringsstof med den andens kunstart som inspirationskilde. Leonoras er musik, Kristinas er litteratur. Hun har senest udsendt erindringsalbummet Ny start og har tidligere fortolket litteratur af blandt andre Helle Helle.
De to kunstneres møde blev starten på et kreativt samarbejde om et tekst- og musikunivers baseret på Den, der lever stilles ord og stemninger. Kristina skriver musik og tekster med inspiration fra konkrete passager i bogen, Leonora bidrager på tekstsiden, og sammen håber de at skabe et lydspor, der kan vække det kendte univers til live på en ny måde.
Leonora skriver nu intensivt på fortsættelsen til Den, der lever stille med udgivelse i begyndelsen af 2021, mens Kristina arbejder på musikken. Hvis filmatiseringen bliver en realitet, er det planen, at musikken også skal bruges i den forbindelse, ligesom samarbejdet og sangenes tilblivelse optræder i den nye bog.