Politisk topmøde i ErhvervsNetværk 9220
PREBEN BANG: LIMFJORDSFORBINDELSE I GANG INDEN FIRE ÅR
METTE F: SLUT MED SKATTELETTELSER OG UDDANNELSES-PRIORITERING
S-formand Mette Frederiksen røbede dele af Socialdemokratiets nye erhvervspolitiske udspil, da hun deltog i ErhvervsNetværk 9220s Politiske Topmøde i onsdags.
Her var hun oppe mod Venstre-advokaten og medlem af Folketingets erhvervs- og retsudvalg, Preben Bang Henriksen.
Og selv om Preben Bang Henriksen lod forstå, at han til tider kan være fristet til et tættere samarbejde mellem V og S, så de mindre partier på fløjene får mindre indflydelse, så viste debatten også, at der bestemt er forskelle på hvilke kure, de to statsministerpartier er klar til at dosere for danskerne i den kommende valgkamp.
S-REGERING VIL ØGE FORSKNINGS-FRADRAG
Mette Frederiksen varslede et øget skattefradrag til virksomheder, der investerer i forskning og innovation. I stedet for et fradrag på de nuværende 110 procent vil S-formanden udstyre virksomheder med et fradrag på 130 procent.
Men afsvor derimod alle andre skatte- og afgiftslettelser.
-Det er simpelthen ikke det, der er brug for, mente hun – og lovede ligeledes ”velopdragne” virksomheder udsigt til mindre offentligt bureaukrati.
PRIORITERING PÅ UDDANNELSER SKAL SLUTTE TO ÅR FØR
Desuden kan uddannelsesinstitutioner ifølge Mette Frederiksen vente, at det omprioriteringsbidrag på to procent, som institutionerne betaler i dag, med en S-ledet regering bliver udfaset to år før den siddende V-regering har varslet at det skal ske. Nemlig i 2020 i stedet for 2022.
Lige som Preben Bang Henriksen påpegede Mette Frederiksen behovet for etableringen af den tredje Limfjordsforbindelse over Egholm. Til gengæld ville S-formanden ikke sætte tid på, hvornår etableringen af den nye Limfjordsforbindelse skal finde sted.
-Jeg vil ikke love noget. For jeg ved også, at der også andre steder i landet er nogle, der mener, at de har et behov for infrastrukturprojekter. Og det har de også. Derfor sætter jeg ikke årstal på en Limfjordsforbindelse i dag, sagde S-formanden.
V-REGERING VIL STARTE NY LIMFJORDSFORBINDELSE INDEN FIRE ÅR
Det ville Preben Bang Henriksen – og han er klar til at love, at etableringen af en ny Limfjordsforbindelse sker i løbet af den kommende valgperiode på fire år, hvis Venstre genvinder Statsministeriet.
-Jeg synes, det var lidt tyndt, når Mette Frederiksen taler om tredje Limfjordsforbindelse. Socialdemokratiet har fremlagt et ”Katalog over infrastrukturprojekter til overvejelse”. Her figurerer den tredje Limfjordsforbindelse godt nok – men det er ikke nyt, at det er under overvejelse. Og at kataloget er helt uden anvist finansiering er jo simpelthen for tyndt, mente V-advokaten.
-Vil der så komme et konkret oplæg fra Venstre inden valget. Med en klar prioritering mellem projekterne, og med en klar finansiering? Ja, det vil der, lovede Preben Bang Henriksen.
INDGREB MOD FINANSSEKTOREN OG MERE NÆRPOLITI
Ifølge Preben bang Henriksen vil der også være klar besked om initiativer og finansiering, når Venstre inden folketingsvalget spiller ud med et oplæg til, hvordan man kan genoprette politifunktioner uden i de mindre samfund.
-Politireformen var faktisk rimelig og nødvendig, da vi gennemførte den. For det er ikke bankrøverier i de små bankfilialer, der sker så meget af i dag, men helt andre former for digital kriminalitet, vi er oppe imod. Og det kræver en anden politistyrke end den, vi havde i gamle dage. Nu er det omvendt tiden, at vi genopretter noget at den nærhed, som gik tabt. Og det vil vi også levere finansiering til, sagde Bang Henriksen.
Finanssektoren kan dog også imødese et indgreb fra regeringen i kølvandet ”på de mange skandaler”, vi har set de seneste år.
-Der er ingen vej uden om det. Det har været for meget og for grelt i for mange tilfælde. Og det tror jeg, at vi får bred opbakning til, når vi spiller ud, sagde Preben Bang Henriksen.