Aalborg Fægteklub har netop modtaget besked om, at både Lind Puljen administreret af SIFA og DIF & DGI’s foreningspulje støtter indkøb af udstyr til klubbens børnefægtere.
”Vi igangsatte i foråret et Fast Track-forløb, der er et tilbud til de bedste af klubbens fægtebørn – dels dem fægtemester Felipe Saucedo ser størst potentiale i, dels børn med et klart ønske om at indgå i projektet. Hensigten er at udvikle det enkelte fægtebarn både med hensyn til karakter og sportslig formåen. Fast Track-forløbet gennemføres i regi af vores argentinsk-italienske fægtemester, der siden sæsonstart 2018-19 har arbejdet målrettet på udvikling af børnefægterne”, fortæller formand Pia Haack Vadstrup, Aalborg Fægteklub. Og hun uddyber:
”Fast Track består af et individuelt træningsprogram kombineret med deltagelse i et antal nationale og internationale stævner. Når det gælder stævnerne, er det hensigten, at fægtebørnene skal prøve kræfter med blandt andet danske mesterskaber, andre større arrangementer i Danmark samt konkurrencer i ikke mindst Sydsverige og Nordtyskland.”
Både Lind Puljen og DIF & DGI’s foreningspulje har valgt at støtte Aalborg Fægteklubs anskaffelse af udstyr, så klubben kan have det fornødne materiel til udlån til børnefægtere.
”Det er sædvanlig procedure, at klubben låner udstyr ud til ikke mindst børnefægtere, så de slipper for at skulle anskaffe det af egen lomme. Det er imidlertid en udfordring for os, at der på flere områder er indført nye internationale regler, som gør, at vores eksisterende udstyr ikke kan anvendes i samme omfang som tidligere. Desuden er der i sagens natur en vis slitage af udstyr, der bruges af mange forskellige klubmedlemmer”, fortæller Pia Haack Vadstrup.
Aktuelt deltager otte børn i Fast Track-forløbet – og de er i fuld gang med deres program. Tidligere på året var fire af dem til Dansk Fægte-Forbunds B&U DM og kom hjem med en sølv- og tre bronzemedaljer. Senest har klubben sendt seks fægtere til ranglistestævnet Rudersdal Open 2021, hvilket resulterede i en guld-, en sølv- og to bronzemedaljer.
Efter planen skal fægtebørnene fra Aalborg senere på sæsonen deltage i blandt andet et ranglistestævne på Sjælland, B&U DM 2022, et eller to stævner i Sverige og Tyskland og meget gerne også Ungdomslegene 2022 i Aalborg hollandske venskabsby Almere:
”Vi har fået besked om, at fægtning er sat på programmet til Ungdomslegene 2022, ganske som det var i Aalborg 2019, hvor vi knyttede fin kontakt til klubben i Almere. Det vil være rigtig godt, hvis vi kan runde sæsonen af med et besøg i Holland”, siger fægtemester Felipe Saucedo.
Kilde: Aalborg Fægteklub