Hotel Phønix
JobConnection
Faarup skovhus
Suvo
Madservice Aalborg har netop vundet årets Køkkenpris, som uddeles af Landbrug og Fødevarer til offentlige køkkener med særligt fokus på økologi.

Køkkenprisen uddeles af Landbrug og Fødevarer til et offentligt køkken med et ekstraordinært fokus på at lave god og velsmagende mad af sæsonens økologiske råvarer. Der bliver også lagt vægt på, at vinderen er dygtig til brugerinvolvering og kan inspirere andre offentlige køkkener.

– Vi har arbejdet med økologi og bæredygtig madlavning siden 2011. Det er vi utrolig stolte af, og derfor er køkkenprisen en kæmpe anerkendelse af vores arbejde, siger en glad og stolt leder af Madservice Aalborg, Hanne Melgaard Juul.

Rådmand Jørgen Hein glæder sig også over prisen:

– I Aalborg Kommune har vi en strategi om at gøre kommunen mere bæredygtig, og det er Madservice Aalborg et flot eksempel på. Det er et topmoderne køkken, der tilbereder velsmagende, primært økologiske måltider med fokus på de ældres ønsker. Der er altid gang i udviklingen af fx flere retter med andre smagsnuancer end de klassisk danske eller gratinmad, som giver ældre med tygge- og synkeproblemer mulighed for at nyde et velsmagende måltid ligesom alle andre. Samtidig formår Madservice at gøre tilberedningen lidt mere bæredygtig og økologisk hvert år uden at hæve prisen for måltiderne. Jeg er drønstolt af Madservice Aalborg, siger han.

Det er anden gang, at Landbrug og Fødevarer uddeler Køkkenprisen.

Om Madservice Aalborg

Madservice Aalborg er Aalborg Kommunes leverandør af mad til visiterede ældre i eget hjem, døgnkost til beboere på plejehjem og mad til borgere på botilbud. Madservice Aalborg tilbereder hver uge 78.830 hjemmelavede måltider helt fra bunden af årstidens råvarer. 67 % af råvarerne er økologiske.

35 % af borgerne, som får mad fra Madservice Aalborg, har specialbehov som fx energitæt mad, diabetesmad, vegetarmad, glutenfri mad, gratinmad og meget mere. Derfor tilbyder Madservice Aalborg dagligt 20 forskellige menuplaner for at dække alle specialbehov.

Derudover leverer Madservice Aalborg måltidskasser til plejehjem og botilbud, som ønsker at tilberede maden i eget køkken.

Madservice Aalborg arbejder også for at reducere madspild og gøre madlavningen mere bæredygtig. For eksempel samles skræller fra rodfrugter, de yderste kålblade og andet grøntsagsaffald i en biotank og anvendes til biogas.

Kilde: Aalborg Kommune

Suvo
WashnGo
Vivabolig
Kaffebaren