”Nordens Paris” skal være mere end et kælenavn, mener Maja Torp, formand for Venstres Byrådsgruppe i Aalborg. Hun vil gøre op med kommunale restriktioner og skabe meget mere plads til udeservering og liv i Aalborg for restauranter og detailhandel. ”Nordens Paris” skal indbyde til lige så meget liv og leben som den franske hovedstad.
”Nordens Paris” er et kælenavn for Aalborg, når vi markedsfører os selv over for turister i ind- og udland. Men nu skal det være slut med at ”Nordens Paris” kun er et kælenavn. For fremtiden skal det være en realitet.
For Aalborg skal gå benhårdt efter at blive set og oplevet som en nordisk version af den franske hovedstad.
Med sin helt egen historie og identitet, men med et liv og et leben, som sagtens kan måle sig med, hvad der sker i det sydlige Paris.
Det mener Maja Torp, der er formand for Venstres Byrådsgruppe i Aalborg – og stifter af Kammaprisen og ambassadør for Nordjyllands Madfestival.
AALBORG HAR POTENTIALET TIL AT REALISERE HELÅRSTURISME
– Jeg mener, Aalborg har potentiale til meget mere. Vi har potentialet til at realisere ambitionen om, at Aalborg og Nordjylland er en helårsdestination for turister – hvis vi vil. Og jeg vil.
– Vi har så utrolig mange oplevelser at byde på. Både som by og landsdel – og vores erhvervsliv har også. Både i turisterhvervet i Nordjylland bredt set, men sandelig også vores restauranter og vores detailhandel i Aalborg. Og når jeg taler Aalborg, mener jeg altså både butikkerne i midtbyen og butikkerne i City Syd.
– Vi har – blandt andet på grund af corona – tabt masser af arbejdspladser i hotel- og restaurantionserhvervet. Dem skal vi hente tilbage. Mange, mange virksomheder kæmper virkelig for at komme sig oven på de tab, de har oplevet. Og Aalborg er stadig en af de kommuner i Danmark, hvor ledigheden er højest. Det skal vi simpelthen ændre på. Og vi skal i gang nu, siger Venstre-politikeren.
FORESLOG AALBORG PAS, SOM HELE BYRÅDET KØBTE – NU SKAL AALBORG ÅBNES MERE
Maja Torp var selv den, der bragte forslaget om indførelse af et Aalborg Pas – der skal give turister adgang til en samlet pakke af oplevelser og attraktioner – ind i budgetforhandlingerne i Aalborg Byråd i august. Et forslag, som hele Aalborg Byråd tilsluttede ved budgetlægningen i efteråret 2021.
Og nu mener hun, at Aalborg også på anden vis skal udvikle sig selv.
– Jeg mener, at Aalborg Kommune i virkeligheden står i vejen for, at vi bliver til ”Nordens Paris”. Der er alt for mange restriktioner og alt for meget mistro til vores restauranter og vores detailhandel i Aalborg Kommune i dag. Og dermed også i de regler vi forsøger at styre og kontrollere vores butikker og vores restauranter på. Aalborg Kommune holder i virkeligheden vores erhvervslivs succes nede – i stedet for at fremme den, siger Maja Torp.
NORDJYSK MADFESTIVAL ER BEVISET PÅ, AT RESTAURANTER OG DETAILHANDEL KAN, HVIS DE FÅR LOV
Maja Torp er selv ambassadør for Nordjyllands Madfestival, der i løbet af 10 dage løb af stablen hos restauranter og butikker i hele Nordjylland i august og september.
Og hun mener, Nordjysk Madfestival på alle måder er beviset på, at Aalborgs og Nordjyllands mange restauranter og detailhandlende har et kæmpemæssigt potentiale, hvis man virkelig får sat de rigtige rammer for at markedsføre Aalborg og Nordjylland på kvalitetsoplevelser. Både med mad, shopping og natur.
– Jeg tror virkelig på, at vi kan meget mere. Og for mig er Nordjysk Madfestival, hvor jeg selv oplevede fantastiske smagsoplevelser, beviset på, at vi kan meget mere, end vi opnår i dag. Den slags er jo et gigantisk event, som man andre steder bruger enorme summer på at få op at stå. Men i Aalborg og Nordjylland har Nordjysk Madfestival vist, at man faktisk kan tjene penge på noget at det, man andre steder betaler dyrt for.
– Det skal vi da udnytte – og vi skal i gang så hurtigt som muligt. Aalborg Kommune skal tænke helt nyt omkring vores erhvervsliv og den tankegang, vi møder dem med. Tænk hvad vi kunne få op at stå af events, hvis vi ændrer lidt på det, vi plejer at gøre! Det er jeg talsmand for, siger Maja Torp.
Kilde: Maja Torp, byrådskandidat (V) i Aalborg