Af: Tina French Nielsen & Maja Torp, byrådsmedlemmer for Venstre i Aalborg
Motion og bevægelse er afgørende for vores skolebørns sundhed og trivsel. Det gælder for alle kommunens skolebørn, og derfor skal byskolernes fysiske faciliteter også indbyde til bevægelse og aktivitet.
Det synes vi i Venstre dog halter noget, når det gælder Sønderbroskolen i Aalborg Midtby, som tilmed er certificeret idrætsprofilskole og har et stærkt fokus på idræt og bevægelse.
De fysiske rammer er simpelthen ikke gode nok, og idræt og bevægelse kan kun ske i en ældre gymnastiksal og i forbindelse med et grønt udenomsareal.
Gymnastiksalen er efterhånden meget medtaget og lider af både alderdom og vandskader. Derfor synes Venstre også, at det var positivt, at byrådspolitikkerne i optakten til budgettet for 2020 blev enige om at afsætte penge til renovering af faciliteterne og samtidig etablere en børnehave på grunden ved Sønderbroskolen.
Men i Venstre vil vi mere end det. For det er nemlig nu, hvor der er en oplagt mulighed for at lave en helt unik folkeskole med helt unikke muligheder.
I Venstre peger vi derfor at slå funktionerne fra den gamle Østreallé-hal og den gamle gymnastiksal sammen og i stedet etablere en ny fælles hal, som placeres tæt på Sønderbroskolen. Det mener vi vil være en gevinst for både hal og skole.
Det er nok ikke nogen hemmelighed, at Østreallé-hallen er en ældre og meget nedslidt hal, og renoveringsbehovet er voldsomt stort – og dyrt. Blot renoveringsbehovet i form af nyt tag – og andre nødvendige renoveringer af den ydre skal – vil estimeret beløbe sig til 10 mio. kr. En nyopførsel vil kunne give fantastisk god mening og nye muligheder: Muligheder for idrætsklubberne, muligheder for skolen og muligheder for eleverne. Og endda også muligheder for en kommende ny børnehave.
I Venstre er vi klar til både at tænke og handle visionært – er vores kollegaer i Aalborg Byråd mon klar til at støtte op om det?