Folmer Olsen
DN Isolering
Gardin Lis
Trine Visby

Ligestillingsminister Eva Kjer og V-folketingskandidaterne Maja Torp og Fatma Øktem ønsker mere ambitiøs integrationsindsats, når kun to af 103 flygtninge-kvinder i Aalborg er kommet i job efter tre år

Selv om Aalborg med nød og næppe er kommet ud af regeringens ghettoliste over boligområder, hvor der skabes parallelsamfund, så gør Aalborg og andre storbykommuner stadig for lidt for at få flygtninge- og indvandrerkvinder i arbejde – og det betyder at deres børn ikke bliver ordentligt integreret i Danmark.

Det mener Venstres Maja Torp, der både er folketingskandidat og medlem af Aalborg Byråd.

Og Maja Torp får opbakning af ligestillingsminister Eva Kjer Hansen (V) og Fatma Øktem, der stiller op til Folketinget for Venstre i Østjylland – efter en mangeårig indsats for at integrere kvinder og piger i det danske samfund.

-Vi er alle sammen i Aalborg glade og stolte over, at Aalborg er kommet ud af ghettolisten. Det er vi jo, fordi det er gode tider, så flere mennesker kommer ind på arbejdsmarkedet. Men er er stadig alt for uambitiøse, når det kommer til at stille krav til os selv og de redskaber vi bruger, når vi arbejder med at få flygtninge integreret. For vellykket integration starter med at få de mennesker i gang med en ny tilværelse. De skal ud på arbejdsmarkedet og tjene deres egne penge, lære deres børn at tale dansk og lære Danmark at kende, siger Maja Torp.

UAMBITIØSE NÅR KUN TO AF 103 FLYGTNINGEKVINDER ER I JOB

Hun er netop blevet præsenteret for en status over et projekt, hvor Aalborg Kommune siden 2016 har forsøgt at få 103 flygtningekvinder, som er kommet til Aalborg i løbet af 2015, i arbejde.

Og kun to af de 103 kvinder er i dag i arbejde.

-Det siger alt om, at vores store integrations-indsats i Aalborg stadig er for uambitiøs. Vi skaber stadig grobund for ghettoer, når vi ikke lykkes bedre. Og derfor er vi nødt til at tage skeen i den anden hånd.

-Vi er nødt til at gøre noget andet. Vi er nødt til at være mere ambitiøse. For ellers svigter vi både de mennesker, der kommer her – men også hele det danske samfund, der præges af det, når integrationen ikke virker.

FRYGTER NÅR KONJUNKTURERNE VENDER

-Jeg frygter den dag, hvor konjunkturerne vender. Og når man ser på den liste af skatte- og afgiftsstigninger, som Socialdemokratiet fører frem i valgkampen, så bidrager det jo ikke til at skabe et opsving, som holder mennesker inde på arbejdsmarkedet, siger Maja Torp.

-Så kan vi se, at vi møder masser af ulykkelige menneskeskæbner. Og så kan Aalborg hurtigt vende tilbage til ghettolisten. Det er det, vi skal undgå. Fordi det handler om mennesker.

LIGESTILLINGSMINISTER: KVINDER SKAL HAVE SAMME FRIHED OG MULIGHEDER SOM MÆND

Ligestillingsminister Eva Kjer Hansen (V) og Fatma Øktem – der har arbejdet med integrationsprojekter i Aarhus – er helt enige.

-Det er ikke bare manden i en flygtninge- eller indvandrerfamilie, der skal have et arbejde. Det skal kvinderne også. Og det skal de, fordi det er nøglen til at vi får skabt reel ligestilling i de her familier – og at vi får hele familien integreret i Danmark. Det er vejen til, at vi får givet de kvinder og piger, der kommer til Danmark, den frihed og de mange valgmuligheder, som vi danske kvinder tager som en selvfølge. Derfor SKAL vi være meget mere ambitiøse med at få de kvinder i job end eksemplet fra Aalborg viser, siger Eva Kjer Hansen.

 

NÅR MOR ER I JOB BLIVER HELE FAMILIEN INTEGRERET

Folketingskandidat Fatma Øktem (V), der har arbejdet med integration af kvinder i næste 15 år:

-Kvinderne SKAL ind på arbejdsmarkedet. Det skal de fordi, vi ved, at hvis manden i en familie får job, så bliver manden integreret, men hvis kvinden i familien får job, så bliver hele familien integreret. Det er et mønster, vi kan se.

-Hvis moderen får et arbejde lige som faderen, så både drenge og piger samtidig, at de er ligestillede og at de begge bidrager til at familien forsørges, og at deres hjem ikke er et helle, hvor de kan beskytte sig mod Danmark, men at de bliver en del af det danske samfund. Det er så vigtigt!

-Vi skal være meget mere ambitiøse. Det er jo ikke kun Aalborg, der fejler her. Det gør de socialdemokratiske storby-kommuner generelt. Det sker i Aalborg, men det sker også i Aarhus, hvor jeg bor, og det sker i København.

-Derfor er det først for alvor nu, hvor statsministeren har sat nogle helt klare krav til kommunerne og samlet Folketinget om en storstilet ghetto-pakke med 16 konkrete initiativer, at vi for alvor får gang de mange indsatser, som skal forandre en ghetto til at blive en del af Danmark igen.

-Der skal ikke være huller i Danmarkskortet, hvor man opbygger sine egne parallelsamfund med egne retssystemer og andre kulturelle systemer, der holder kvinder og piger tilbage. Danmark skal være ET fællesskab. Et stærkt fællesskab, hvor kvinder og piger har de samme friheder og muligheder som mænd og drenge. Og det starter med, at vi lykkes med at få flygtninge- og indvandrerkvinder i job, siger Fatma Øktem.

Folmer Olsen
DN Isolering
Gardin Lis
Trine Visby