Overskud fra DSB modelbane går til Foreningen Broen, der støtter børn og unge fra familier, som ikke har råd til, at børnene kan deltage i fritidsaktiviteter.
De fleste har nok prøvet som barn at putte en mønt i den lille modelbane på Aalborg Banegård og med næsen solidt trykket mod ruden, se de små flotte DSB-tog køre rundt. De færreste har nok tænkt over, at de samtidig gør noget godt for andre børn. For overskuddet fra de små tog går til socialt arbejde.

I år donerer DSB overskuddet på 15.000 fra modelbanen til Foreningen Broen. Foreningen støtter børn og unge, hvor familien ikke selv har råd til, at børnene kan deltage i fritidsaktiviteter. Broen betaler både kontingent og nødvendigt udstyr. Det betyder, at børnene på lige fod med andre børn kan dyrke sport og fritidsinteresser. Udover at få et aktivt fritidsliv så får børnene oplevelser, nye venner og har det ikke mindst sjovt.

Pengene overrækkes på vegne af DSB af Rådmand Mai-Britt Iversen, Familie- og Beskæftigelsesforvaltningen til Foreningen Broen mandag den 3. december 2018 kl. 15.15.

Her fyldes forhallen af duften af varm kaffe, småkager og ikke mindst dejlig julemusik fra DSB Aalborg Jernbaneorkester.For mange rejsende er det en glædelig overraskelse, og det bliver ivrigt filmet på mobiltelefonerne. For en del borgere er det efterhånden blevet en helt lille juletradition at lægge vejen forbi banegården og nyde den flotte musik. For akustikken i banegårdshallen egner sig fremragende til blæsermusik.

 

Kilde: Aalborg.dk

Facebook