Folmer Olsen
DN Isolering
Gardin Lis
Trine Visby

Mød Pernilla  – Frivillig i Ungdommens Røde Kors Aalborg og ny blogger for DitAalborg

På DitAalborg ønsker vi at støtte op om alle de frivillige som gør et kæmpe stykke arbejde for at hjælpe andre.

Pernilla Abildtrup er frivillig ved Ungdommens Røde Kors Aalborg, og hun vil på DitAalborg fortælle om deres store arbejde for at hjælpe børn og unge i Aalborg Kommune. Ungdommens Røde Kors arbejder blandt andet med støtte og netværk for børn og unge, som savner fællesskab og socialt samvær.

Vi på redaktionen ser meget frem til at følge Pernilla.

 

Mit navn er Pernilla Abildtrup, og jeg er i skrivende stund startet som blogger for DitAalborg. Ud over at dyrke tasterne hos DitAalborg, skriver jeg på nuværende tidspunkt speciale i Analytisk Journalistik og agerer bestyrelsesmedlem og presseansvarlig i Ungdommens Røde Kors Aalborg.

Sidstnævnte beskæftigelse skyldes, at jeg ønsker at sætte et større fokus på det enorme arbejde, som bliver gjort for børn og unge i Aalborg Kommune. Jeg ønsker at fortælle jer læsere om alle de arrangementer, I kan komme med til, og jeg ønsker at fortælle jer om alle de aktiviteter, jeres søskende, børn, nabo eller I selv kan være en del af.

Ud over at skrive nyheder om arrangementer og aktiviteter, har jeg også en vision om at fortælle historier om de frivillige og vise jer, hvor meget de brænder for samværet med børn og unge, og hvor stor en forskel de gør ude i vores lokalsamfund. For den stemme fortjener de. Og hvem ved, måske I bliver motiveret til et samarbejde eller til selv at blive frivillig?

Om Ungdommens Røde Kors Aalborg

Du kan møde dem hver mandag og torsdag, når de tilbyder et frirum for børnene på Aalborg Sygehus Nord. Du kan møde dem hver tirsdag i børneklubben Børnemix, hvor de fungerer som rollemodeller for børnene i Aalborg Øst. Du kan møde dem hver onsdag, hvor de både inviterer på udfordrende madlavning og tilbyder lektiehjælp til børn og unge på anderledes måder, end de måske er vant til derhjemme.

Du kan også møde dem hver torsdag, hvor de giver børn og unge en mulighed for at danne en meningsfuld relation til en voksen i børneklubben Globen. Alle hverdage står frivillige i Ungdommens Røde Kors Aalborg klar til at være noget for børn og unge i Aalborg.

Ungdommens Røde Kors Aalborg ønsker at være noget særligt for Aalborgs børn og unge. Organisationen tilbyder med deres mange aktiviteter og arrangementer rundt om i byen et frirum, hvor alle kan være sig selv, og hvor fællesskabet er i fokus.

Læs mere på deres facebook-side Ungdommens Røde Kors Aalborg og på deres instagram-profil ungdommensroedekors_aalborg

Folmer Olsen
DN Isolering
Gardin Lis
Trine Visby