Nordjyderne er vilde med halvfabrikerede madvarer
Under landets nedlukning hittede måltidskasser og hjemmelevering af dagligvarer stort i Nordjylland. Den amerikanske tendens med nemme og sunde halvfabrikerede produkter ser ud til at forsætte.
Siden corona ramte Danmark, har indkøbsturen været en mere risikabel affære end normalt. Frem for at vove pelsen har nordjyderne i stigende grad valgt praktiske løsninger som hjemmelevering af dagligvarer og måltidskasser. Hos virksomheden RetNemt Måltidskasser har man oplevet, at især efterspørgslen på halvfabrikeret bagværk er vokset markant i Nordjylland, siden COVID-19 gjorde sit indtog.
– Siden dag ét af corona har vi oplevet enorm stor efterspørgsel på vores måltidskasser og en markant voksende interesse for halvfabrikata. Når man ikke lige kan gå til bageren eller synes, man har tid i en travl hverdag til at slå en dej op fra bunden, så er frosne dejprodukter blevet en vigtig tilføjelse til måltiderne. Det må gerne være nemt, men behøver ikke være helt færdiglavet, udtaler Klaus Toft Nørgaard, administrerende direktør for RetNemt Måltidskasser.
DEJlig nem nyhed
En af de virksomheder, som har taget ved lære under den landsdækkende stuearrest, manglen på gær og den stigende efterspørgsel på hjemmeleveret mad, er Danmarks første bagelbageri Miss Bagel. De har lyttet til efterspørgslen og brugt karantænetiden til at lægge nye innovative idéer i ovnen.
– Vi har længe samarbejdet med RetNemt, og vi har oplevet en stigning i vores leverancer på 35 procent siden coronaudbruddet. På det seneste er også tærte- og pizzadej blevet efterspurgt. Derfor har vi udviklet konceptet ’DEJlig Nemt’ med fire økologiske dej-produkter på frost, som er lige til at gå til. Det er tærte-, pizza-, pasta- og snobrødsdej, som man bare skal tø op og rulle ud, siger Nicole Jul Nielsen, kommunikationschef hos Miss Bagel.
Forbrugstendens startede i USA
Antallet af danskere, der handler dagligvarer online er tredoblet gennem de sidste 10 år viser en undersøgelse fra Danmarks Statistik. Tendensen udsprang ifølge trendforsker Mads Arlien-Søborg i USA for omring 15 år siden og har på grund af coronakrisen fået et boost, som ser ud til at give tendensen yderligere vind i sejlende:
– Jeg tror, mange vil fastholde disse handle- og madlavningsmønstre, da det er nemt og bekvemt, og vi selv kan være med et stykke af vejen. Coronakrisen har boostet det yderligere på grund af de begrænsede indkøbsmuligheder, og jeg tror, vi kommer til at se det vokse efter coronakrisen også, forklarer Mads Arlien-Søborg.
Hos RetNemt Måltidkasser har Klaus Toft Nørgaard da også bemærket en stigende bekvemmelighedstendens blandt kunderne og et behov for nemme løsninger til madlavningen – en efterspørgsel han sendte videre til sin leverandør.
– Vi har hen over foråret haft godt gang i dejmaskinen og produceret rigtig meget halvfabrikata – både til måltidskasser og til udvalgte supermarkeder. Så det er klart noget, vi kommer til at arbejde videre med, siger Nicole Jul Nielsen.