Fredelig fodbold-aften i Aalborg
Onsdagens fodboldkamp mellem AaB-FCK forløb fra politiets perspektiv fredeligt og roligt. Ingen blev anholdt eller sigtet.
Politifolk fra Nordjyllands Politi fulgte aftenens fodboldkamp “fra sidelinjen”, og konklusionen fra den operationsansvarlige, vicepolitiinspektør Niels Kronborg, var kort og klar:
Alt forløb – set gennem politibriller – i god ro og orden. For ingen personer blev hverken anholdt eller sigtet for nogen lovovertrædelser i forbindelse med fodboldkampen.
“Både før, under og efter kampen opførte langt, langt de fleste fans fra både hjemme- og udeholdet sig pænt og ordentligt. Det sætter vi pris på. Vi må sige, at gårsdagens fodboldkamp i Aalborg har været en både festlig og fredelig begivenhed,” fastslog vicepolitiinspektør Niels Kronborg.
Kilde: Nordjyllandspoliti