Teleskoplæsser stjålet fra golf-resort – politiet søger vidner
Nordjyllands Politi søger vidner i Himmerland-området, som kan have set en stjålet entreprenørmaskine.
En entreprenørmaskine – en såkaldt teleskoplæsser – er blevet stjålet ved Himmerland Golf & Spa Resort, Centervej 1, 9640 Farsø. Maskinen er gul og af mærket JCB, model 520-40.
”Ud fra vidneforklaringer vurderer vi, at maskinen er stjålet søndag den 17. marts 2019 omkring kl. 20:00. Vi vil meget gerne høre fra vidner, der mener at have set maskinen køre i området i søndags – eller har andre oplysninger i sagen,” siger efterforskningsleder Preben Møller, Nordjyllands Politi.
Borgere, der har oplysninger i sagen, bedes ringe til politiet på tlf. 114.
Rottweiler-tæve løbet bort i Svenstrup – har du set den?
En tæve af racen rottweiler er tirsdag dag den 19. marts 2019 løbet bort fra en adresse nær Svenstrup Station, 9230 Svenstrup J.
Hunden er løbet væk her til formiddag. Den er efter sigende fredelig.
Ser du hunden, har du allerede set den, eller har du ligefrem indfanget den, så ring til politiet på tlf. 114.
Politi tilstede i Dannebrogsgade i Aalborg
Nordjyllands Politi har i en times tid tirsdag den 19. marts 2019 været tilstede med flere patruljer i Dannebrogsgade i Aalborg i forbindelse med en nu afsluttet politiopgave.
Fra klokken cirka 09:45 og en time frem har Nordjyllands Politi i dag haft mandskab i Dannebrogsgade i Aalborg. Det har vakt lidt opsigt i gadebilledet. Derfor vil vagtchef Karsten Højrup Kristensen gerne sætte et par ord på årsagen til politiets tilstedeværelse:
”Vores efterforskere var i Dannebrogsgade for at foretage en anholdelse af en person i forbindelse med en verserende bedragerisag. I den forbindelse opstod der lidt tumult, og derfor blev det nødvendigt at sende ekstra patruljer til stedet,” fortæller Karsten Højrup Kristensen.
Borgere, der har set patruljerne, behøver således ikke bekymre sig om, hvad der sker:
”Der sker ikke mere. Politiopgaven på stedet er afsluttet, der er ro på og ingen grund til bekymring,” slår vagtchefen fast.
Nordjyllands Politi har i øjeblikket ingen uddybende kommentarer til den nævnte bedragerisag eller efterforskningsarbejdet i den henseende.
Kilde: Nordjyllandspoliti.dk