Sårbare unge drømmer – ligesom de fleste andre unge – om en videregående uddannelse, men mange må opgive drømmen og dropper ud af skolen, fordi de har et omfattende behov for struktur og ro i hverdagen og svært ved at overskue de lange skoledage i en almindelig klasse.
Cecilie er en af de unge, som har måttet opgive at gennemføre hf i en almindelig klasse. Nu er hun i fuld gang med andet år på Hf3. Cecilie fortæller:
– Jeg kan ikke fungere i en almindelig Hf-klasse, da jeg lider af social angst og ocd. Det gør, at nogen ting kan blive for uoverskueligt i mit hoved, og jeg kan blive presset over den mindste ting, som lige pludselig kan føles som et rigtig stort problem, som jeg ikke kan slippe igen.
– Jeg har gået på HF før, men jeg kunne simpelthen ikke fungere i skolen, fordi jeg døjede med angstanfald næsten hver dag. Min krop blev presset til det yderste, fordi man altid skulle præstere det allerbedste, og så var der alt for lange dage, og det gjorde så, at jeg gik ned med stress. Jeg kunne ikke fungere som menneske og sov hele tiden og havde ikke overskud til noget som helst. Jeg blev en hel anden person, fordi jeg kørte på nogle kræfter jeg slet ikke havde.
God tid og faste rammer bag succes
Nørresundby Gymnasium har i samarbejde med Aalborg Kommune oprettet en treårig hf, som er skræddersyet til sårbare unge. På Hf3 er skoledagene kortere. Det første år har eleverne deres eget fredelige hjørne på skolen med egen indgang og kun tre fag på skemaet: dansk, engelsk og matematik. På andet år begynder de at have timer i faglokalerne, hvor andre klasser også kommer. Og på tredje år skal de fordeles ud blandt de andre elever på fagretninger.
Der skal nemlig være god tid til at vænne sig til livet som studerende på Hf3 og god tid til at tage sig af de forskellige udfordringer, som spænder ben for eleverne i hverdagen. Derfor er der også to pædagogiske mentorer, som hjælper eleverne med trivsel.
For eleverne på Hf3 har måske nok de samme drømme om uddannelse som deres jævnaldrende, og deres faglige forudsætninger fejler heller ikke noget. Men de kan ikke fungere i en almindelig klasse. Nogle har en diagnose, mens andre har været udsat for tidlig skade i barndommen. Fælles for dem er deres omfattende behov for struktur og ekstra støtte. Og det får de på Hf3.
På Hf3 er aflysninger no go. Strukturen om klassen skal hele tiden opretholdes. Derfor har klassen en teamansvarlig, som sørger for, at der aldrig er huller i undervisningsfladen og at der ofte holdes koordinerende møder. Og det er en tilgang, som skaber resultater for Cecilie og de andre unge på andet år på Hf3: De har netop afsluttet deres vintereksaminer med resultater pænt over landsgennemsnittet.
De første to år har der været flere ansøgere til Hf3, end der har været pladser til rådighed. Derfor bliver der oprettet to nye klasser i 2019, hvis der er behov for det.
Besøg i klassen
Det er muligt at besøge Hf3 på Nørresundby Gymnasiums. Besøg og interview med elever på Hf3 kan aftales med Teamansvarlig Sille Vejlby 2625 8073, e-mail: sve@nghf.dk
Om Hf3
Hf3 er en klasse til sårbare unge. Eleverne på andet år er 16-24 år.
Kriteriet for at blive optaget på Hf3 er en lægelig vurdering af, at den unge ikke kan deltage på normale vilkår. De unge på Hf3 får en almindelig hf. Den varer bare tre år i stedet for to, fordi skoledagene er kortere.
Hf3 er fysisk placeret på Nørresundby Gymnasium. Uddannelsen optager elever fra hele Nordjylland.
Der er ansøgningsfrist til Hf3 den 1. marts 2019.
I Aalborg Kommune indstilles ansøgere til Hf3 af Uddannelseshusets vejledere.
Aalborg Kommune har årligt cirka 30 unge i målgruppen for Hf3. Hertil kommer unge fra de øvrige nordjyske kommuner.
kilde: Aalborg.dk |