I Aalborg er kommunen gået sammen med Seniorrådet og Ældre Sagen Aalborg om en ny hotline, som skal hjælpe ældre godt i gang med digitale værktøjer til at se familien.
En ny hotline i Aalborg skal hjælpe ældre godt i gang med at anvende digitale løsninger som facetime og Skype, så de kan se familien i påsken. Hotlinen er et samarbejde mellem kommunen, Seniorrådet og lokalafdelingen af Ældre Sagen.
– Det fyger med opfordringer til ældre om at se familien ved hjælp af digitale løsninger som facetime og Skype, men mange ældre synes, at det er rigtig svært at komme i gang med, fortæller teamleder Pia Therkildsen fra Aalborg Kommunes.
Hun er daglig leder af Aalborg Kommunes BorgerDigital, som hjælper kommunens ældre godt i gang med at bruge offentlige it-løsinger som NemID og e-boks. Derfor taler hun også af erfaring, når hun siger:
– Det er nemt at sige, at ældre skal bruge deres iPad, computer eller smartphone til at se familien digitalt, og rigtig mange ældre har også udstyret til det derhjemme, men en stor del er aldrig blevet dus med at bruge det. Og det vil vi gerne hjælpe dem med, så de kan se deres familie digitalt i påsken.
Har allieret sig med Seniorråd og Ældre Sagen Aalborg
Normalt tager BorgerDigital gerne på hjemmebesøg, men det kan ikke lade sig gøre på grund af smittefare. Derfor har de i stedet oprettet en hotline, hvor ældre kan ringe og få hjælp til at komme godt i gang.
Og så har kommunen allieret sig med medlemmer af Seniorrådet og Ældre Sagen i Aalborg for at kunne dække det forventede pres på hotlinen.
– Vi ved, at ensomhed gør ondt. Særligt i en højtid som påsken, som mange jo traditionelt tilbringer med familien. Det vil vi gerne forsøge at gøre noget ved, og derfor er vi gået sammen med Aalborg Kommune og Seniorrådet for at hjælpe så mange ældre som muligt godt i gang med de digitale løsninger, som kan gøre det muligt for dem at se familien i påsken, siger formand for Ældre Sagen i Aalborg Anni G. Walther.
Formanden for Seniorrådet, Annette Valentin er også begejstret for den nye hotline, og hun er selv en af dem, som kommer til at besvare opkaldene:
– Jeg er selv rigtig glad for at bruge både facetime og Skype – særligt lige nu, hvor det er den bedste løsning til samvær med familie og venner. Derfor tilbød jeg også min hjælp til at bemande hotlinen, så vi kan få hjulpet så mange så muligt godt i gang med de digitale løsninger inden påske, siger Annette Valentin.
Alle med iPad, smartphone eller pc kan få hjælp
Den nye hotline tilbyder hjælp til brug af facetime eller Skype til alle, som har en iPad, smartphone eller pc, som i forvejen er sat op til brug.
– Vi ville gerne tilbyde at hjælpe alle, men vi kan ikke hjælpe med for eksempel oprettelse af Apple ID eller opsætning af en ny iPad over telefonen. Det er ganske enkelt for kompliceret, og vi kan heller ikke køre på hjemmebesøg. Men vi kan hjælpe dem, som har udstyret klar, men mangler vejledning til at installere og komme godt i gang med at bruge facetime eller Skype, siger Pia Therkildsen.
Den nye hotline er åben på alle hverdage i tidsrummet kl. 10-14 på tlf. 9982 1700. Første åbningsdag er i dag onsdag den 1. april.
Kilde: Aalborg Kommune