Biltætheden i Aalborg stiger: Nu kan din tomme indkørsel blive penge værd
Siden 2010 er antallet af aalborgensere med bil steget med 13 procent. Det giver mere rift om parkeringspladserne i byen – og derfor introduceres appen ParkPrivate, hvor aalborgenserne kan udleje deres indkørsler.
Flere og flere aalborgensere anskaffer sig en bil, og ifølge tal fra Danmarks Statistik er antallet af familier med bil i Aalborg Kommune steget med 13,3 procent siden 2010. Det lægger pres på byens parkeringspladser, og derfor kan folks indkørsler nu blive en ny indtjeningsmulighed.
Med appen ParkPrivate, der nu introduceres i Aalborg, kan indehavere af indkørsler nemlig leje parkeringspladsen ud, når de ikke selv bruger den. Det samme gælder de aalborgensiske virksomheder, der ofte har tomme p-pladser henover weekenden.
– Både min kæreste og jeg har lagt mærke til, hvor mange indkørsler der står tomme både i hverdagen, når folk er på arbejde, og henover weekenden, hvor mange er på familiebesøg eller lignende. Vi kom derfor til at tale om, at det var fjollet, at man ikke lejer dem ud, når man alligevel ikke selv er hjemme. Det vil både løse parkeringsmanglen, og samtidigt kan man tjene penge på sin tomme indkørsel, fortæller 25-årige Stine Johansson, står bag appen ParkPrivate sammen med sin kæreste og svigerfar.
Aftale med Q-Park i Aalborg
For at sikre, at brugerne af de udlejede indkørsler i Aalborg overholder reglerne, er der indgået en aftale med Q-Park i Aalborg om kontrol af pladserne.
Ifølge Stine Johansson er ParkPrivate endnu et skridt i retningen mod mere deleøkonomi.
– Det er jo parkeringens svar på Airbnb. De senere år er der kommet et langt større fokus på, at vi skal deles om ressourcerne og hjælpe hinanden for eksempel ved at udleje vores hjem eller indkørsel, når vi ikke selv bruger det. Ligesom Airbnb stiller vores app rammerne for udlejningen og gør det simpelt og overskueligt, forklarer hun.
Som udlejer fastsætter man selv prisen på sin parkeringsplads, ligesom man selv styrer, hvornår den er ledig. Bookingen, der kan foretages forud, og betalingen klares gennem appen.