Bøgsted A/S
JobConnection
Art By Me
Hjallerup VVS

Den Nordjyske Ledelsespris 2019:

Nu skal Nordjyllands bedste leder findes

For 12. år i træk skal Nordjyllands bedste leder findes, når Den Nordjyske Ledelsespris uddeles til november. Her kan kolleger og ansatte i Nordjylland indstille sin leder, hvis han eller hun formår at lede, så det både giver gode resultater og motiverer medarbejderne i det daglige.  

 

Fredag den 22. november 2019 uddeles Den Nordjyske Ledelsespris til landsdelens bedste leder. De nominerede skal indstilles af sine kolleger, og det er ikke for sent at tilmelde sin egen leder endnu, da sidste frist for indstillinger først løber ud onsdag den 23. oktober 2019 klokken 12.00.

 

For at komme i betragtning til prisen er det en forudsætning, at den indstillede er leder i en virksomhed eller organisation i Region Nordjylland og arbejder med personaleledelse i det daglige. Herudover lægges der vægt på, at lederen motiverer og anerkender sine medarbejdere i hverdagen og evner at skabe et godt arbejdsmiljø i afdelingen eller virksomheden. Lederen skal desuden besidde en høj grad af troværdighed, integritet og ledelsesmæssigt mod samt opnå positive mål og resultater som et resultat af sit arbejde: 

 

Der er mange dygtige ledere i Nordjylland, og dem vil vi gerne sætte fokus på og anerkende for deres gode arbejde, udtaler Pernille Simonsen fra Lederne Himmerland, der blandt andre står bag prisen, og fortsætter: – Så hvis man har en leder, som brænder for sit job og sine medarbejdere, så er man mere end velkommen til at indstille vedkommende til prisen – fristen udløber først den 23. oktober. 

 

Partnere bag prisen: Vigtigt at hylde dygtige ledere

Den Nordjyske Ledelsespris er stiftet i 2008, og bag prisen står UCN act2learn, Lederne Himmerland, Nordjyske Bank og Erhverv Norddanmark. Sidste års vinder blev Michael Jacobsen, der er adm. direktør i EICO A/S. 

Hos Nordjyske Bank sætter bankdirektør Carl Pedersen stor pris på at være med til at sætte fokus på Nordjyllands dygtigste ledere og deres resultater: 

 

Vi er stolte over igen i år at være med til at hylde de dygtigste nordjyske ledere. Vi prioriterer selv ledelse og løbende uddannelse af vores ledere højt, og al erfaring viser jo, at tilfredse medarbejdere og ledere til syvende og sidst er det, der skaber det bedste fundament for vækst. Derfor synes vi, at det er helt oplagt at sætte fokus på dygtige ledere i Nordjylland og gennem prisen at værdsætte deres engagement og præstationer, siger han. 

 

Både Michael Jacobsen og Carl Pedersen sidder i priskomitéen, der skal afgøre hvem, der skal vinde prisen i 2019. Den Nordjyske Ledelsespris 2019 uddeles på brancheorganisationen Lederne Himmerlands konference i Comwell Hvide Hus i Aalborg, der som sagt løber af stablen fredag den 22. november 2019. Prisvinderen får – udover æren – overrakt en statuette af kunstneren Thorvald Odgaard med personlig inskription samt en gavecheck til kompetenceudvikling til en værdi af 25.000 kroner. 

 

Uddelingskriterier

For at komme i betragtning til Den Nordjyske Ledelsespris 2019 er det en forudsætning, at den pågældende person er leder eller ejer af en virksomhed eller organisation i Region Nordjylland og udøver personaleledelse i det daglige. Derudover vil lederen blive udvalgt efter følgende kriterier:

  • Lederen evner i høj grad at motivere og anerkende medarbejderne i hverdagen, så de føler sig set, hørt og mødt.
  • Lederen evner i høj grad at skabe et godt arbejdsmiljø i afdelingen/virksomheden.
  • Lederen opnår positive mål og resultater.
  • Lederen motiverer medarbejderne til at udvikle og vedligeholde de nødvendige digitale og/eller teknologiske kompetencer.
  • Lederen har en høj grad af troværdighed, integritet og ledelsesmæssigt mod.

 

Komitéen for Den Nordjyske Ledelsespris 2019

Initiativtagerne bag prisen har nedsat en komité, som udpeger tre kandidater til prisen. Komitéen består af:

  • Bankdirektør Carl Pedersen, Nordjyske Bank
  • Formand Pernille Simonsen, Lederne Himmerland
  • Direktør Torben Abildgaard, Curia Aalborg, udvalgsformand Erhverv Norddanmark
  • Områdedirektør for Ledelse og organisation, Ane Davidsen, UCN act2learn
  • Hoteldirektør Mette Bonderup, Comwell Hvide Hus, Aalborg
  • Regionsdirektør Morten Haugaard Jacobsen, COWI A/S
  • Adm. direktør Michael Jacobsen, EICO A/S

 

Tidligere vindere af Den Nordjyske Ledelsespris:

 

Prismodtager 2018

Adm. direktør Michael Jacobsen

EICO A/S

 

Prismodtager 2017

Head of Delivery Anders Sondrup Bøegh

CompanYoung A/S

 

Prismodtager 2016

Professor Lars Arendt-Nielsen

Center for Sanse-Motorisk Interaktion, Aalborg Universitet

 

Prismodtager 2015

Forstander Iben Hostrup

Rehabiliteringscenter for Flygtninge, Region Nordjylland

 

Prismodtager 2014

Områdeleder Birgitte Kvist

Sundhedsfremme, Frederikshavn Kommune

 

Prismodtager 2013

Adm. direktør Henrik Bruun Nielsen

Im. Stiholt A/S, Sæby

 

Prismodtager 2012

Adm. direktør Søren Rathcke

Hedegaard A/S

 

Prismodtager 2011

Områdedirektør Marianne Holmsgaard

Post Danmark, Postområde Nordjylland i Aalborg

 

Prismodtager 2010

Mejeridirektør Jonna Mortensen

Arla Foods, Bislev Mejeri.

 

Prismodtager 2009

Fabrikschef Bjarne Henriksen

NOPA A/S, Hobro.

 

Prismodtager 2008

Daglig leder Mona Hagbard Maaløe Mortensen

Plejecenter Thulebakken, Aalborg.

 

Bøgsted A/S
JobConnection
Art By Me
Hjallerup VVS