Der er opstået ny kærlighed i stilladsbranchen. Danmarks største stilladsfirma bliver ny ejer af Aalborg Stilladser ApS. Fremadrettet fortsætter selskabet i en stærkere version med samme fokus på kvalitet og service.
Per januar 2021 har Dansk Stillads Service A/S overtaget ejerskabet af Aalborg Stilladser ApS. Den nuværende ejer og direktør, Kim Johansen, fortsætter som direktør.
Han er stolt og beæret over, at det netop er Dansk Stillads Service, der har købt og viderefører hans virksomhed gennem mere end 30 år.
”Begge selskaber har et rigtig godt omdømme og er specialiseret i, at servicere kunder i industrien. Og efter tre måneders forhandlinger står det helt klart for mig, at vi især deler værdier i forhold til kvalitet og service”, indleder Kim Johansen.
Han fortsætter: ”Sammen med Dansk Stillads Service opnår vi en enestående erfarings-synergi og skaber branchens absolut stærkeste fundament inden for industristilladser.
Vi fastholder vores branchekendte navn. Men vi får samtidig tilført nye specialkompetencer og større kapacitet, der vil gavne både eksisterende og nye kunder”.
Med købet af Aalborg Stilladser opruster Dansk Stillads Service igen i Jylland:
”Aalborg Stilladser et rigtig godt match for os i Jylland. Glade kunder, kvalitetsløsninger, serviceorienteret mandskab og bare rigtig god kemi”, kommenterer Troels Kæmpegaard Byberg, der er partner i Dansk Stillads Service A/S.
For halvandet år siden overtog Dansk Stillads Service en konkurrents afdeling i Århus.
Og nu er det hensigten, at skabe indbyrdes synergi mellem de to afdelinger.
Tilsammen råder afdelingerne over mere end 35 veluddannede og erfarne stilladsmontører, der primært servicerer kunderne i Nordjylland samt Øst- og Midtjylland.