Staudemarken
Printereksperten

Søren Pihlkjær Hjortshøj tiltræder 1. september som ny lægefaglig direktør på Regionshospital Nordjylland.

Fortsat høj kvalitet, faglighed og patientsikkerhed samt et kontinuerligt fokus på uddannelse, udvikling og forskning. Sådan lyder nogle af opgaverne for 50-årige Søren Pihlkjær Hjortshøj, der netop er ansat som Regionshospital Nordjyllands ny lægefaglig direktør. 

Søren Pihlkjær Hjortshøj kommer fra en stilling som forskningschef, Aalborg Universitetshospital og leder af Klinisk Institut, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Aalborg Universitet.

– Jeg glæder mig til at tiltræde ved Regionshospital Nordjylland. Hospitalet har en central plads i det nordjyske sundhedsvæsen, og stillingen som lægefaglig direktør byder på mange samarbejdsflader overfor både kommuner, praktiserende læger, det øvrige hospitalsvæsen og Aalborg Universitet. Jeg glæder mig til at sætte min erfaring i spil, så hospitalet fortsat kan levere patientforløb af høj kvalitet og godt samarbejde med andre sundhedsaktører, siger Søren Pihlkjær Hjortshøj.

Søren Pihlkjær Hjortshøj er speciallæge i hjertemedicin og blev i 2012 ledende overlæge på Kardiologisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital, hvor han bl.a.  beskæftigede sig med hjertets rytmeforstyrrelser i klinikken, i forskning og i undervisning af medicinstuderende. I 2015 blev han forskningschef og institutleder og har siden stået i spidsen for udvikling af den sundhedsvidenskabelige forskning i Nordjylland, hvor øget samarbejde mellem hospitaler og universitet samt med internationale fagmiljøer har været i centrum.

På Regionshospital Nordjylland er man glade for at kunne byde Søren Pihlkjær Hjortshøj velkommen.

– Vi ser meget frem til at arbejde sammen med Søren. Han er en erfaren og dygtig leder med en solid sundhedsfaglig baggrund og indsigt i den daglige drift af et hospital. Når man dertil lægger hans viden om forskning, udvikling og uddannelse samt strategiske overblik, så er vi overbevist om, at han er den rette, der kan bidrage konstruktivt til at sikre en høj, god og udviklende faglighed på hospitalet de kommende år, siger hospitalsdirektør Henrik Larsen.

Som lægefaglig direktør bliver Søren Pihlkjær Hjortshøj del af hospitalsledelsen sammen med hospitalsdirektør Henrik Larsen og plejefaglig direktør Charlotte Fuglesang.

– Med Søren Hjortshøj har Regionshospitalet fået en meget kompetent lægefaglig direktør med et indgående kendskab til såvel det regionale som det nationale sundhedsvæsen, siger Anne Bukh, koncerndirektør i Region Nordjylland.

 

Hovedtræk fra Søren Pihlkjær Hjortshøjs cv

  • 2015 Forskningschef Aalborg Universitetshospital og leder af Klinisk Institut, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Aalborg Universitet.
  • 2012 Ledende overlæge Kardiologisk Afdeling, Aalborg Universitetshospital
  • 2009 ph.d. med en afhandling om Iskæmi Modificeret Albumin i diagnostikken af akut iskæmisk hjertesygdom.
  • 2007 Speciallæge i kardiologi
  • 1997 Uddannet cand. med fra Aarhus Universitet
  • Bosat i Aalborg sammen med Elisabeth Kellmer, der er praktiserende læge i Aalborg.

 

Om Regionshospital Nordjylland

Regionshospital Nordjylland er et af Region Nordjyllands to somatiske hospitaler og leverer specialiseret behandling til den nordlige del af regionen. Hospitalet fungerer som akuthospital for borgere i fire af de nordjyske kommuner, svarende til et optageområde på ca. 200.000 indbyggere. Hospitalet har funktioner på fire matrikler: Hjørring, Frederikshavn, Skagen Gigt- og Rygcenter og neurorehabilitering i Brønderslev. Hospitalet har i 2020 et budget på 1,115 mia. kr. og 1678 medarbejdere (årsværk).

Kilde og foto: Region Nordjylland

Det Hemmelige Teater