Fotocredit Lars Pauli
Nordjyske museer får ny bestyrelsesformand
Tidl. chefredaktør bestyrelsesformand for Nordjyllands Historiske Museum
Per Lyngby, tidligere administrerende direktør og ansvarshavende chefredaktør for Nordjyske Medier gennem mere end 20 år, bliver ny bestyrelsesformand for Nordjyllands Historiske Museum. Han afløser tidl. stiftamtmand Leif Sondrup, der har bestridt posten siden 2011, men nu takker af for at flytte til hovedstaden – tættere på børn og børnebørn.
”Det er en mand med et bredt udsyn og samtidig et indgående kendskab til Nordjylland, der nu indtager formandsposten i bestyrelsen for Nordjyllands Historiske Museum. Per Lyngby kommer med et stort netværk og en enorm erfaring fra erhvervslivet og mediebranchen specifikt. Han har bestridt en lang række bestyrelsesposter – herunder også i kulturlivet. Og så er han ovenikøbet historie-interesseret. Jeg og den øvrige bestyrelse ser meget frem til samarbejdet, udtaler Jørgen Pontoppidan, der er næstformand i museets bestyrelse. Han benytter samtidig lejligheden til at takke den afgående formand, Leif Sondrup, for et forbilledligt samarbejde.
Per Lyngby
63-årige Per Lyngby er uddannet civiløkonom fra Aalborg Universitet og derefter journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Siden har han arbejdet i mediebranchen – blandt andet været bureauchef i København for De 3 Stiftstidender og JydskeVestkysten samt chefredaktør for JydskeVestkysten, inden han i 1997 kom til Nordjyske Medier, hvor han var indtil 2019. Privat er han bosat i Aalborg, gift med Jette, som han har to voksne børn med.
Per Lyngby har gennem årene bestridt en lang række bestyrelses- og tillidsposter. Han er tidl. formand for Danske Dagblades Forening, European Newspaper Publishers’ Association og for Danske Medier. Han er medlem af Demokratikommissionen, og blandt de mange bestyrelsesposter skal nævnes syv år som medlem af bestyrelsen for Skagens Kunstmuseer. Senest er han trådt ind i bestyrelsen for Ord- og Litteraturfestivalen Ordkraft.
Nye opgaver
Fra 1. juli 2020 skal han stå i spidsen for bestyrelsen for 14 nordjyske museer fordelt over tre kommuner, Aalborg, Mariagerfjord samt Rebild, hvor et 15. museum åbner næste år. REGAN Vest – Danskernes Koldkrigsmuseum bliver et fyrtårn, der forventes at tiltrække gæster fra både ind- og udland. Af andre store opgaver venter arbejdet med at revitalisere bymuseet midt i Aalborg, at opgradere Vikingecenter Fyrkat til en heldagsattraktion og samle de mange fusionerede museer i fælles brand, så hele museumskoncernen kan klare fremtidens krav til øget synlighed og større egen indtjening.
”Jeg glæder mig til arbejdet i Nordjyllands Historiske Museum, fordi de museer, der indgår i det, fortæller os om vores landsdel, forståelsen af den og udviklingen af den,” siger Per Lyngby.”Det gør de med stor autenticitet ved at folde historien ud for os dér, hvor den er foregået helt tilbage fra oldtiden og vikingetiden og frem til de dramatiske år under den kolde krig. Der er store oplevelser i vente.”
Ingen reception
På grund af forsamlingsforbuddet er der ikke planlagt hverken afskeds- eller tiltrædelsesreception, men på et møde i sidste uge tog bestyrelsen afsked med formanden gennem de seneste ni år. Leif Sondrup blev i 2011 valgt ind som repræsentant for Kulturhistorisk Forening Nordjylland, og han har gennem hele sin formandstid formået at
fastholde bestyrelsens og museets nære tilknytning til museumsforeningerne. Sondrup har med sin store erfaring som embedsmand navigeret museet sikkert gennem politiske forhandlinger, økonomiske udfordringer, fondsansøgninger og som et af højdepunkterne overdragelsen af koldkrigsbunkeren REGAN Vest til Nordjyllands Historiske Museum.
”Jeg har sat meget stor pris på samarbejdet og sparringen med Leif Sondrup. Han har lagt et kæmpearbejde for museet, og jeg vil savne vores samtaler, men jeg er også fuld af forståelse for hans og hustruens ønske om at rykke Nordjyllands Historiske Museum tættere på børn og børnebørn”, siger museumsdirektør Lars Christian Nørbach, som samtidig ser frem til samarbejdet med den nye bestyrelsesformand.
”De kulturhistoriske museer i Danmark står over for store udfordringer. Vi skal som statsanerkendt museum opfylde en række krav til bevaring, forskning, og formidling, men de offentlige midler hertil bliver færre og færre. Det stiller nye krav til måden, vi skal drive museumsvirksomhed på, og her er jeg sikker på, at Per Lyngby med sin store erfaring kan bidrage til en positiv udvikling, så vi bliver endnu skarpere på vores kerneopgave – at formidle vores fælles fortid og gøre den nærværende for gæsterne i dag”, siger Lars Christian Nørbach.
Den afgående formand sender en hilsen til både medarbejdere og samarbejdspartnere:
”Det har været en særdeles stor fornøjelse at samarbejde med de involverede kommuner og de mange kulturhistoriske foreninger, der meget rosværdigt bakker op om Nordjyllands Historiske Museum. Den museale verden er ikke en stillestående verden, men fyldt med mange, løbende udfordringer. Der er sat en kurs med større fokus på professionel forretningsdrift – herunder synliggørelse – da det må tages til efterretning, at udvikling af
flere spændende tilbud forudsætter flere indtægter via besøgende. Denne rejse bakkes der fuldt og helt op om fra bestyrelsens og ledelsens side – samt fra de mange dedikerede og stærkt engagerede medarbejderes side, som det har været en stor fornøjelse at møde. Et lille ønske på falderebet kunne være, at der sker en omfordeling af museale, statslige tilskudsmidler, så alle museer for fremtiden bliver behandlet lige”, siger Leif Sondrup.
Kilde: Nordjyllands Historiske Museum