DRIVN er en ny virksomhed, som vil skabe de bedste præstations- og udviklingsrammer for atleter og sportsklubber. Det unikke koncept samler fysisk træning, mental træning og fysioterapi under samme tag.
I DRIVN arbejder forskellige fagpersoner sammen, herunder fysioterapeuter samt fysisk og mental trænere, hvilket bidrager til højere kvalitet. DRIVN er til de ambitiøse atleter og sportsklubber, der ønsker at tage deres talent og præstation til næste niveau. Atleten kan udvikle fysiske og mentale færdigheder, og sportsklubben kan skabe struktur og rammer for optimal præstationsudvikling.
Bag DRIVN står 28-årige Michael Lykkeskov og 24-årige Mikkel Jensen. Michael er uddannet cand. scient. i idræt & psykologi og specialiserer sig i udvikling af ekspertise i sportslig kontekst, mens Mikkel har erfaring og uddannelse indenfor sportsfysioterapi og er fysioterapeut for det danske U15 basketball landshold. Begge har en baggrund indenfor elitesport og spiller lige nu for det lokale basketball-hold, Aalborg Vikings, i 1. Division.
Det er bl.a. pga. deres mangeårige involvering i elitesport, at de ser et hul i markedet, som DRIVN kan udfylde.
“Mange tilbyder de samme ydelser som vi gør,” forklarer Mikkel.
”Ydelserne i sig selv er ikke noget nyt i forbindelse med præstationsudvikling. Det, der gør DRIVN unik er, at atleten og klubben slipper for at ‘ydelses-shoppe’ hos flere forskellige fagpersoner for at få indfriet deres behov og ønsker, fordi vi har samlet det for dem.”
Michael supplerer: “Man ser det allerede lidt i nogle af de større klubber, der har ansat både en mental træner, fysisk træner og fysioterapeut, der alle forsøger at arbejde sammen. Vores erfaringer viser dog, at der nogle gange kan blive ‘konkurreret’ om tid og ressourcer mellem fagpersonerne i håb om at gøre mere. I DRIVN tænker vi det sammen fra start, så det ikke er de enkelte ydelser der er i centrum, men derimod klubbernes og atleternes behov.”
Hvis man gerne vil læse mere om det nyligt opstartede koncept i Aalborg, kan man gøre det på DRIVNs hjemmeside https://drivn.dk eller følge med på de sociale medier (FB og IG: @drivn_sportperformance)