IT Security
Rold Skov Adventure
Entreprenør Jimmy Pedersen
Restaurant Jørn

Ugens sidste hverdag er populær. Mange ser frem til weekendfri og en tiltrængt pause fra jobbet.

Der er dog også lige den finurlige detalje, at folk har det med at komme til skade om fredagen.

Faktisk er det ugens mest uheldige dag, viser en optælling af personskader fra forsikringsselskabet Alm. Brand.

Fredag har flest personskader
I perioden fra 2010 til 2018 topper fredagen som den ugedag, hvor flest anmelder en personskade.

Kun i 2017 blev fredagen lige akkurat overgået af torsdagen.

”Når fredagen topper med personskader, hænger det sammen med, at det er den ugedag, hvor der typisk er flest uheld i trafikken. Mange har travlt med at komme hjem fra job og videre på weekend, og det giver udfordringer på vejene. De fleste personskader, vi ser, opstår netop i forbindelse med trafikuheld, siger skadedirektør i Alm. Brand, Brian Wahl Olsen.

Dobbelt så farlig som søndag
Fredagene tegner sig i løbet af et år typisk for mellem 750 og 800 anmeldte personskader hos Alm. Brand, der har omkring ti procent af privatforsikringsmarkedet.

Til gengæld er søndag den dag, hvor risikoen for at rode sig ind i et uheld og komme til skade, er mindst. Der er kun omkring halvt som mange skader som på fredage, viser forsikringsselskabets tal.

”Det er nærliggende at tro, at søndagen stadigvæk er lig med afslapning for mange. En dag på sofaen med en god film kommer de færreste til skade af,” siger Brian Wahl Olsen.

Kilde: Alm. Brand