100 g amfetamin beslaglagt under ransagning
Tirsdag den 12. november foretog Nordjyllands Politi en ransagning på en adresse i den østlige del af Aalborg kommune. Her fandt man 100 g amfetamin. En 35-årig mand er nu sigtet i sagen.
Da Nordjyllands Politi tirsdag den 12. november 2019 foretog en ransagning på en adresse i den østlige del af Aalborg kommune, skete det efter et konkret tip om, at der skulle opbevares narkotika på stedet. Det viste sig at være korrekt.
Politiet fandt i forbindelse med ransagningen 100 g amfetamin, og den 35-årige mandlige beboer på stedet blev sigtet for overtrædelse af straffelovens § 191, der handler om besiddelse af ulovlige euforiserende stoffer med henblik på videreoverdragelse.
Sigtede nægter forholdet.
“Vi efterforsker nu videre i sagen med henblik på at finde leverandør og aftagere til den megen amfetamin,” udtaler politikommissær Casper Jacobsen fra Nordjyllands Politi.
Politiet har ikke flere oplysninger i sagen i øjeblikket.
Kilde: Nordjylandspoliti.dk