Gistrup – smykker stjålet ved indbrud i privat bolig
En privat bolig blev udsat for indbrud på Gunderupvej i Gistrup. Indbruddet fandt sted tirsdag den 3. december kl. 12:00-15:15. Indbrudstyven knuste en rude i et bryggers vindue med en sten, hvorfra han/hun fik adgang til huset. Hele huset var gennemrodet for værdier, hvor der blandt andet blev stjålet ure og smykker. Tyven forlod gerningsstedet gennem hoveddøren.
Har du set mistænkelig færden på Gunderupvej i Gistrup? Kontakt politiet på 114.
Aalborg – indbrudstyv forsøgte at bryde ind med boltsaks
Mellem søndag den 22. november kl. 00:00 og tirsdag den 3. december kl. 18:00 blev en privat bolig udsat for indbrud på Østerbro i Aalborg.
Indbrudstyven knuste en rude i en kælderdør, hvorfra han/hun fik adgang til boligen. Inde i kælderen fandt tyven en boltsaks, som han/hun forgæves forsøgte at bryde et vindue samt en dør i kælderen ned med. Intet er meldt stjålet på nuværende tidspunkt. Tyven forlod gerningsstedet gennem kælderdøren med den knuste rude.
Har du set mistænkelig færden på Østerbro i Aalborg? Kontakt politiet på 114.
Forebyg indbrud i dit eget hjem – 5 gode råd:
- Lås værktøj og haveredskaber inde, så tyven ikke kan bruge det til indbrud. Har du en stige udenfor, så lås den fast
- En høj hæk giver tyven ro til at bryde ind. Overvej, om du skal klippe din hæk ned eller gøre plankeværket lavere.
- Tænk på, hvad tyven kan se gennem dine vinduer. Sæt de værdifulde ting, så de ikke er synlige udefra
- Tyve går mest efter computere, Ipads, mobiltelefoner, fladskærme og spillemaskiner. Dernæst efter smykker, kontanter, valuta og mærkevaretøj . Måske skal du sikre de mest værdifulde ting ekstra.
- Læs mere på: dkr.dk./../indbrud-i-din-bolig/
Du kan også klikke HER for at se en video om forebyggelse af indbrud
Påvirket bilist
Onsdag aften kl. 2144 spottede en patrulje et køretøj der kørte på Dannerhøj i Aalborg SØ. Patruljen ønskede at tale med vedkommende, men dette ønskede føreren af køretøjet helt åbenbart ikke, idet han forsøgte at køre fra politiet. Efter en kortere eftersættelse blev vedkommende bragt til standsning på Vissevej, hvor han forsøgte at løbe fra politiet. Dette lykkedes ikke og han blev anholdt.
Det viste sig at han havde fået for meget spiritus til at måtte køre bil og var i øvrigt også påvirket af kokain. Han måtte en tur omkring skadestuen for at afgive blod.
Kilde: Nordjyllandspoliti.dk