Bosætning Jammerbugt
Jutlander Bank
Datamarked artikel banner
Garant Brønderslev

Det er ikke mere end en måneds tid siden Aalborg Karneval og Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) afslørede et nyt samarbejde omkring arrangementet Horror Night. Og nordjyderne vil rigtig gerne have et godt gys, for arrangørerne kan nu melde udsolgt til det Corona-venlige Halloween-setup.

 

At tænke ud af boksen er blevet et af Corona-tidens store mantraer, og det må man sige, at Aalborg Karneval og AKKC har gjort med udviklingen af Horror Night i en udfordrende tid, hvor retningslinjer omkring sikkerhed og sundhed skal følges samtidig med, at de 1900 deltagere får en skræmmende oplevelse for livet.

  • Det er fantastisk med så stor opbakning til et arrangement, som selvfølgelig kommer til at stille øgede krav til deltagerne i forhold til den tid, vi er i. Vi er meget stolte af at kunne melde udsolgt og i øvrigt meget begejstrede for det nye samarbejde med AKKC. Jeg er sikker på, at vi kommer til at udvikle flere spændende tiltag sammen fremadrettet, udtaler formand for foreningen Aalborg Karneval, Mette Bugge.

Retningslinjer overholdes

Det nye samarbejde har gjort det muligt med en videreudvikling af Aalborg Karnevals populære Halloween-koncept på grund af AKKC’s store og forskelligartede faciliteter, og der har i år måttet udtænkes nye, kreative løsninger. På trods af nye retningslinjer, siden arrangementet blev offentliggjort, er alle brikker faldet på plads, så både deltagere og statister kan føle sig helt sikre.

For eksempel overholder arrangementet 50-personersreglen, mundbind og visir er blevet inkorporeret som en del af historien, og billetterne er solgt med tidsforskydninger, så deltagerne bliver godt fordelt udover åbningstiderne på de fire Horror Night-aftener.

  • Vi har haft et utroligt godt samarbejde med både politiet og Beredskabscenter Aalborg omkring Horror Night. Det har været nødvendigt, da gæsterne bevæger sig rundt i områder, hvor der ellers ikke er adgang til i AKKC, og fordi der naturligvis er en lang række retningslinjer ifm. Covid-19, der skal overholdes. Horror Night-konceptet har været igennem både juridiske og tekniske tjek hos politiets eksperter, så vi er helt sikre på, at alt er overholdt til punkt og prikke, og nu glæder vi os bare til at få nogle gæster i huset, som vi kan skræmme livet af, fortæller Søren Kabbel Dalgaard, der er teknisk produktionsleder i AKKC.

International eksponering

Årets store Horror Night-arrangement er ikke gået ubemærket hen i nyhedsstrømmen. Således har content creatoren ProdigyDKK, med næsten 200.000 subscribers på YouTube og 40.000 følgere på Twitch, købt sig adgang til Aalborghallen samt en tilladelse til at filme en tur på Horror Night-ruten med statister. Optagelserne finder sted umiddelbart efter generalprøven torsdag aften, og eventet vil dermed blive eksponeret både nationalt og internationalt.

Horror Night foregår i AKKC 23., 24., 30. og 31. oktober.

DN Isolering
Kai-Berntsen
Vivabolig
Bilhuset Biersted A/S