Hjælpepakker på vej til udsatte børn, familier og voksne
For dem der har mindst, rammer covid-19 særligt hårdt. Derfor falder det på et tørt sted, når der lige nu uddeles små hjælpepakker for i alt 200.000 kr. med gavekort til madindkøb, materialer til kreative aktiviteter, familiespil og hygiejneprodukter.
Familie- og Beskæftigelsesforvaltningen i Aalborg Kommune har fået en donation på 200.000, der kommer de mest udsatte under Corona-krisen til ekstraordinær gavn.
‘Oak Foundation’ har altid været særligt optaget af at gøre en forskel for de mest udsatte og sender nu en kærkommen check i retning af Aalborg Kommune. Det sker som hurtigt aftræk på en ansøgning fra flere aktører i forvaltningen.
– Det ligger i vores DNA, at vi passer på hinanden i Aalborg. Vi har en social profil, som er vigtig for os, og lige nu har de anbragte børn, de mest udsatte familier og vores udsatte på værestederne og gaden ekstra meget brug for os. Det er dejligt, vi kan gøre en forskel med hjælp fra donationen, siger rådmand Mai-Britt Iversen, der samtidig er utrolig stolt af, at engagerede medarbejdere og frivillige så hurtigt får lavet et setup, så pengene kommer ud og gør gavn.
Strukturen er trukket væk under nogle af familierne
– Vi kan se, at nogle af familierne er presset både socialt og økonomisk. I de familier, hvor der i forvejen er sociale og psykiske udfordringer, intensiveres konflikterne, når alle går hjemme og strukturen er trukket væk under dem. Vi er i løbende kontakt med både medarbejdere fra boligorganisationerne, frivillige sociale foreninger og de etniske minoritetsforeninger. De oplever alle et stigende pres på familierne og på det gode naboskab. Donationen er en uvurderlig håndsrækning til familierne, som vi i den grad glæder os over, fortæller Denise Bakholm, der er leder af Center for Tværfaglig Forebyggelse.
TinaMaria Larsen, der leder Center for Sociale Indsatser genkender mange af de udfordringer, krisen lige nu fremkalder.
– For vores døgnanbragte børn og unge, er det en rigtig svær tid, hvor hverdagens strukturer og tryghed er brudt op, og hvor man oplever isolationen ekstra hårdt. Med de her penge kan vi gøre en forskel for dem og vise dem en ekstra omsorg i en tid, hvor de lider store afsavn, forklarer hun.
Hygiejnen er topprioritet
Udsatte og hjemløse er ekstra sårbare rent helbredsmæssigt lige nu. Derfor går en stor del af donationen også til mad og hygiejneartikler som sæbe og håndsprit.
– Mange har begrænset økonomi, misbrug og psykisk sårbarhed. Det kan derfor ikke overvurderes, at der konkret gives støtte til forebyggelse og adgang til hygiejneartikler, men også at de mærker, at de er tænkt på, som en del af et større fællesskab, slutter TinaMaria.
FAKTA:
Bevillingen tilfalder i alt 3 målgrupper:
Udsatte Familier: Der er doneret 100.000 kr. til hjælpepakker, der både kan indeholde gavekort til madindkøb, materiale til kreative aktiviteter, familiespil m.v. Pakkerne uddeles i tæt samarbejde mellem kommunen og frivillige sociale organisationer.
Anbragte børn og unge på døgntilbud: Der er doneret 25.000 kr. til børn og unge, der er anbragt i døgntilbud, til pakker med bl.a. materialer til kreative aktiviteter, samt gavekort til take-away.
Socialt udsatte og hjemløse borgere: Der er doneret 75.000 kr. til bl.a. gavekort til hygiejneartikler og madvarer, som vil blive uddelt i tæt samarbejde mellem kommunen og de frivillige sociale organisationer på området.
Kilde: Aalborg Kommune