Hotel Phønix
Jutlander Bank
Faarup skovhus
Garant Brønderslev

BUPL: Der er stadig lang vej til minimumsnormeringer

Nye normeringstal fra Danmarks Statistik viser, at flertallet af landets kommuner stadig har lang vej til at sikre et minimum af pædagoger til børnene i landets daginstitutioner. Det haster med en ambitiøs lov, som forpligter kommunerne.

Se tal for Aalborg i linket nederst i artikel

 

Danmarks Statistik har onsdag offentliggjort den årlige opgørelse over normeringerne i landets daginstitutioner. Tallene viser, at størstedelen af landets kommuner stadig er meget langt fra at leve op til minimumsnormeringer på 1:3 og 1:6, og at der kun er sket en forøgelse på 230 flere pædagoger, når vi ser bort fra stigningen i børnetallet. Det vækker bekymring i BUPL.

”Lidt over 200 pædagoger forslår som en skrædder i helvede, når vi ved, der mangler 4000 pædagoger, hvis vilkårene bare skulle være som for ti år siden. Samtidig ser vi ind i, at børnetallet stiger med over 50.000 flere småbørn frem mod 2030. Mange kommuner har simpelthen ikke prioriteret at løfte normeringerne, selv om tusindvis af forældre og vælgere har været på gaden og kræve flere pædagoger til børnene,” siger formand for BUPL Elisa Rimpler og tilføjer:

”Der er stadig rigtig lang vej til, at børnene er sikret bare et minimum af pædagoger. Det er jo ikke supernormeringer, vi taler om, men en bund, der skal sikre den mest basale omsorg og sætte en prop i årtiers besparelser på børneområdet.”

Alt for lav andel af pædagoger
Den nye opgørelse viser, at normeringen i vuggestuerne er helt uændret, og at normeringerne i børnehaver kun er ændret marginalt. De 230 flere pædagoger, der er kommet på landsplan kan stort set tilskrives puljen til sociale normeringer, der blev fordelt i 2019.

Samtidig viser opgørelsen, at pædagogandelen er uændret på 57 procent. Og i seks kommuner er det under halvdelen af det pædagogiske personale, der har en pædagoguddannelse.

”Den lave pædagogandel er et kæmpe problem, der har vidtrækkende konsekvenser for kvaliteten i daginstitutionerne. Vi ved netop fra forskningen, at et højt uddannelsesniveau blandt personalet og gode normeringer er de to vigtigste forudsætninger for kvaliteten,” siger Elisa Rimpler.

Tirsdag begyndte forhandlingerne om loven om minimumsnormeringer på Christiansborg. Og her er det afgørende, at der også kommer bindende mål for en stigende pædagogandel, understreger BUPL-formanden.

”Minimumsnormeringer og højere pædagogandel skal gå hånd i hånd. Det nytter ikke noget, at vi fylder op med personale uden en pædagoguddannelse, hvis vi vil have stærke pædagogiske miljøer, der gør det muligt at sikre et godt børneliv med omsorg, trivsel og god udvikling for alle børn,” siger Elisa Rimpler.

Behov for ny normeringsopgørelse
Et andet omdrejningspunkt i de igangværende forhandlinger er spørgsmålet om, hvordan minimumsnormeringer skal opgøres. Den nuværende opgørelsesmetode fra Danmarks Statistik siger ikke noget om, hvordan normeringerne er i børnehøjde. BUPL ønsker derfor en mere virkelighedsnær opgørelse, hvor blandt andet lederne, sociale normeringer og støttetimer trækkes ud.

”Der skal sættes gang i en ny normeringsopgørelse. Men det må ikke blive en blive en syltekrukke for minimumsnormeringer, og det skal heller ikke ende i en bureaukratisk model, hvor ledere og pædagoger skal bruge tiden på at tælle børn og stemple ind og ud,” fastslår BUPL-formanden.

Fakta om normeringsopgørelsen

  • Tallene fra Danmarks Statistik er baseret på tal for personale (fuldtid) i kommunernes daginstitutioner i forhold til antallet af indskrevne børn i 2019.
  • Statistikken tager ikke højde for forskellen mellem de enkelte institutioner. Den medregner også ledere og studerende som pædagogisk personale, og der tages ikke højde for sygedage, vikarer, den tid, pædagoger bruger på efter- og videreuddannelse, eller at personalet skal dække en åbningstid på ca. 52 timer, selvom de har en arbejdsuge på 37 timer. Derfor er det typisk få timer om dagen, hvor pædagogerne er fuldtallige på stuerne.
  • BUPL har valgt at trække lederne ud af opgørelsen på baggrund af Danmarks Statistiks egne regnemetoder. Se Danmarkskortet over normeringerne i daginstitutionerne her.

Normeringsopgørelsen uden ledere (på baggrund af Danmarks Statistik)

  • Normeringerne på landsplan er 3,3 i vuggestuer, når lederne er trukket ud.
  • Normeringerne på landsplan er 6,5 i børnehaver, når lederne er trukket ud.
  • Kun seks kommuner lever op til 1:3 og 1:6, når lederne er trukket ud. Ingen kommuner lever op til minimumsnormeringer, hvis de også skal have en pædagogandel på 80 procent.
  • Den samlede pædagogandel på landsplan er 57 procent. Se Danmarkskort over pædagogandel her.
  • 10 kommuner har en pædagogandel på 50 procent eller derunder
  • 72 kommuner har en pædagogandel på 60 procent eller derunder

Kilde: BUPL – VIA ritzau

DN Isolering
Kai-Berntsen
Vivabolig
Bilhuset Biersted A/S