Hotel Phønix
Nordjyske Bank
Faarup skovhus

Løb side om side med ultraløber:

Stærkt partnerskab sætter rammen for stort motionsløb med Stine Rex i Fårup

Til efteråret ser et nyt motionsløb dagens lys i Nordjylland, når Fårup Sommerland i samarbejde med DGI, CoolUnite og TV2 Nord præsenterer et 24-timers stafetløb i forlystelsesparkens unikke omgivelser.  Her har familier og motionsglade sjæle mulighed for at løbe i den gode sags tjeneste sammen med ultraløber Stine Rex.

 

Motionsglade nordjyder kan godt begynde at glæde sig, for til efteråret kommer et nyt, stort motionsløb til Nordjylland. Fårup Sommerland præsenterer i samarbejde med DGI, velgørenhedsfonden CoolUnite og TV2 Nord ”Fårup Stafetten – REX 24H”, som er et 24-timers stafetløb i forlystelsesparkens unikke omgivelser. Løbet finder sted over 24 timer fra 1. oktober til 2. oktober 2021. Her vil op mod 5.000 motionsløbere have mulighed for at løbe side om side med ultraløberen Stine Rex i enten 3, 6, 12 eller 24 timer på en 2-kilometers rute rundt i parken.

 

– Vi er glade for at præsentere Nordjyllands helt nye motionsløb, som er opstået i samarbejde med en række stærke nordjyske aktører. Formålet er at skabe en sjov dag for familier og motionsglade sjæle og samtidig være med til at støtte et godt formål, da al overskuddet går til udsatte familier. Det er ambitionen, at Fårup-stafetten skal være en tilbagevendende begivenhed, hvor nordjyder hvert år kan samles om en god oplevelse, lyder det fra Niels Jørgen Jensen, direktør i Fårup Sommerland.

Forlystelsesparken er hovedarrangør af Fårup-stafetten, mens DGI håndterer det praktiske setup med blandt andet tidtagning. Velgørenhedsfonden CoolUnite, som iværksætter Jacob Risgaard står bag, står for at fordele de indsamlede midler til udsatte familier, der således kan få store oplevelser i Fårup Sommerland gennem donation af billetter og sæsonkort.

Stor interesse for Stine Rex’ rekordforsøg skabte idéen

Stine Rex løb for første gang blandt forlystelserne i Fårup Sommerland i foråret sidste år, hvor andre løbere fra nær og fjern hjalp Stine Rex i mål med intet mindre end 384 kilometer på blot 48 timer.

–  Det var en virkelig sjov udfordring, da jeg for et år siden løb i Fårup, og derfor er jeg rigtig glad for, at jeg nu igen har mulighed for at løbe sammen med familier og løbeentusiaster, hvor vi i fællesskab kan hjælpe med at skabe gode oplevelser for udsatte børn og familier, som måske ikke selv har mulighed for at besøge Fårup Sommerland, siger Stine Rex, der suppleres af Fårup-direktør Niels Jørgen Jensen:

– Under Stine Rex’ rekordforsøg sidste år i Fårup Sommerland oplevede vi en fuldstændig overvældende interesse fra nordjyderne, der ønskede at følge Stine rundt i parken via livestream. Det har derfor været inspirationen til dette nye motionsevent, hvor vi nu giver alle mulighed for at løbe side om side med Stine Rex i den gode sags tjeneste, lyder det fra Niels Jørgen Jensen.

Det 24-timers motionsløb i Fårup Sommerland vil blive livestreamet af TV2 Nord, således alle interesserede har mulighed for at følge med i løbet den 1. oktober kl. 18.00 til 2. oktober kl. 18.00.

Det er muligt at tilmelde sig Fårup-stafetten via www.sportstiming.dk/event/8658 fra mandag den 14. juni 2021.

Billet til Fårup Stafetten REX 24H inkluderer:

  • Fri adgang til udvalgte forlystelser i parken – Falken, Lynet, Orkanen og Hvirvelvinden.
  • Masser af underholdning på ruten hele døgnet.
  • Sceneområde med opdateringer og livescore.
  • Gratis campområde ved scene- og skiftezonerne.
  • Medaljer til samtlige deltagere.
  • Væske- og snackdepoter på ruten.
  • Mulighed for at købe løbevenlige måltider og snacks i parken.
Suvo
WashnGo
Vivabolig
Kaffebaren