Offentligt møde om fredning af Sohngårdsholmsparken og
Den Gamle Golfbane
Tid: Mandag den 15.juni 2020 kl 10.00
Sted: Aalborg Kommunens lokaler, Stigsborg Brygge 5, 9400 Nørresundby, mødelokale 159
DN Aalborg har i samarbejde med DN´s sekretariat og Aalborg Kommune arbejdet i nogen tid med at få fredet Aalborg Bys parker. Sidste år blev Skanseparken og Østre Anlæg fredet, og nu er fredningsforslaget for Sohngårdsholmparken og Golfparken klar til at blive behandlet i Fredningsnævnet.
Uddrag af fredningsformålet:
“At sikre rammen for en fortsat dynamisk udvikling som et rekreativt, natur- og parkområde, med mulighed for at udvikle fredningsområdets indhold, så det kan imødekomme de mange brugeres skiftende ønsker og behov under hensyntagen til naturværdierne, og så parkernes naturindhold og biodiversitet kan øges”
Fredningsnævnet afholder det offentlige møde, og repræsentanter for Aalborg Kommune og DN Aalborg vil være til stede. På mødet vil der blive redegjort for forslaget, og der vil blive lejlighed til at kommentere det. Det forventes, at der vil være besigtigelse af arealerne i fortsættelse af mødet.
Alle er velkomne, og der er ikke tilmelding.
Fredningsforslaget kan ses på hjemmesiden fredningsnaevn.dk
Kilde: DN Aalborg