Jacob Jensen (45) er tiltrådt stillingen som ny direktør i Spar Nord Aalborg, hvor han fremover skal medvirke til at styrke bankens markedsposition og sikre den fortsatte positive udvikling. Med sig har han mere end 26 års erfaring, senest som områdedirektør i Nordjyske Bank.
Spar Nord henter Jacob Jensen til stillingen som ny direktør for bankområde Aalborg. Med sig har han mere end 26 års erfaring inden for den finansielle verden, og han bidrager derfor med et indgående kendskab til branchen, når han sammen med ledergruppen og de godt 100 medarbejdere i Aalborg skal fortsætte den positive udvikling af Spar Nords største bankområde.
Den nye direktørpost i det nordjyske er ikke helt uvant for Jacob Jensen. Han har nemlig mange års erfaring som områdedirektør i Nordjyske Bank med primært ansvar for Aalborg, Brønderslev og Jammerbugt Kommune, og han har derfor stor indsigt i det område, han nu skal stå i spidsen for:
– Jeg ser frem til at varetage en stilling, hvor jeg med udgangspunkt i Aalborg-området kan fokusere på, hvordan bankområde Aalborg i samspil med de øvrige afdelinger i hele landet kan være med til at styrke Spar Nords markedsandel, fortæller Jacob Jensen og supplerer:
– Spar Nord har en flad organisation, hvor der ikke er langt til toppen, ligesom der er stor lokal selvbestemmelse. Det betyder, at vi kan træffe hurtige beslutninger i øjenhøjde med kunderne og samtidig sikre dem fordelene, der er forbundet med at være en storbank – og det glæder jeg mig over at være en del af.
Særligt muligheden for at blive en del af en storbank med flere spændende projekter på tegnebrættet samt en hurtigvoksende markedsandel har været afgørende i beslutningen om at blive en del af Spar Nord, og her et par uger inde i jobbet som direktør har Jacob Jensen allerede sat ambitionsniveauet højt:
– Spar Nord er blandt de førende markedsledere i det nordjyske og med en stadigt voksende kundetilgang er det selvfølgelig mit klare mål, at vi skal fastholde den position, siger han og fortsætter:
– Ligeledes har vi netop udvidet med flere nye afdelinger på Sjælland, og det vidner om, at selv i en tid præget af stor usikkerhed og nedlukninger gør vi os relevante på markedet. Vi har derfor rig mulighed for at fortsætte de senere års positive udvikling og skabe endnu bedre resultater til fordel for kunderne, medarbejderne og aktionærerne, og det er noget af det, jeg vil fokusere på i min måde at drive forretningen.
Privat bor Jacob Jensen med sin hustru og parrets tre børn samt familiens hund i Brønderslev, men allerede til sommer rykkes teltpælene op, og familien flytter til Aalborg. I sin fritid har han fokus på den personlige udvikling og begiver sig derfor gerne ud i diverse ejendomsprojekter, ligesom han holder af at holde sig til ilden ved at videreuddanne sig.
Jacob Jensen er tiltrådt stillingen som direktør for bankområde Aalborg pr. 1. februar. Bankområde Aalborg har afdelinger i Hasseris, Vejgaard, Aalborg Syd samt på Østeraa. Derudover omfatter bankområdet et stort Erhvervscenter.