Foråret og sommeren har på mange måde været anderledes i år. Nordjyske markedstelte og festivalpladser plejer at være stuvende fulde med mennesker, der nyder vejret og samværet på denne tid af året. Nu er det meste udskudt til næste år, og det samme gør sig gældende for Majfesten i Aalborg Øst, der hvert år samler flere tusinde borgere til bydelsfest. Mens man ærgrer sig over, at festlighederne ikke kunne realiseres i år, er der dog kommet en rigtig god nyhed. Sponsorsamarbejdet Cool East, som er hovedsponsor i Aalborg Pirates, har nemlig valgt at donere intet mindre end 25.178 kr. til næste års Majfest.
– Vi er enormt taknemmelige for, at Cool East igen i 2021 støtter Majfesten. Vi er drevet 100% af frivillig arbejdskraft, og derfor er enhver støtte meget betydningsfuld, udtaler formand for Majfesten, Erik Bossen Simonsen.
Foreningen oplyser, at donationen svarer til ca. 30% af budgettet for bydelsfesten, og de deltagende kan se frem til fire dage med kræmmermarked, tivoli, koncerter og fest om aftenen. Beløbet er samlet ind til Charity Bike Event, hvor firmaer og private kunne donere til et godt formål. Det var arrangeret af Cool East, som er et CSR-partnerskab, der har til formål at skabe mulighed for kulturelle aktiviteter i det østlige Aalborg med Aalborg Pirates som platform og facilitator. Derfor var Majfesten også en oplagt aktivitet at støtte:
– Som sportsklub har vi stor respekt for, hvad frivillige kræfter udretter i denne bydel. Det er mange af de frivillige, som hjælper til hos os, der også yder en stor indsats i lokalområdet. Her er Majfesten et eksempel på, hvordan frivillighed skaber store oplevelser for børn såvel som voksne, udtaler direktør i Aalborg Pirates, Morten Secher.
Majfesten løber af stablen fra 6. – 9. maj 2021. Donationen skal i første omgang bruges til flere aktiviteter og forbedrede faciliteter.
Fakta: Medlemsvirksomheder i Cool East
- Aalborg Portland
- Hustømrerne
- Thomsen & Fals
- Himmerlands Boligforening
- Port of Aalborg
- Storm Advokatfirma
- Enggaard
- Arctic Group
- Sparekassen Vendsyssel
- LO Aalborg
- Aalborg Zoo
- Buus Anlægsgartner
- Musikkens Hus