De 2.396 sæsonkort, der er solgt enten som sæsonkortabonnement eller et sæsonkort specifikt for sæsonen 2019/20, viser allerede nu en stigning på 5% flere end før første hjemmekamp i den seneste sæson.

– Vi glæder os meget over, at salget af sæsonkort indtil videre er strøget af sted, og vi håber, at mange af vores fans vil fortsætte med at sikre sig en fast plads til den kommende sæson, så vi som minimum kan komme over 2.500 sæsonkortholdere inden sæsonstart, siger AaB’s administrerende direktør Thomas Bælum.

– I seneste sæson blev der solgt flere end 300 sæsonkort i løbet af sæsonen, og sker det igen, kan vi måske begynde at nærme os antallet af sæsonkortholdere fra 2014/15, hvor flere end 3.000 havde fast adgangstegn efter mesterskabssæsonen 2013/14, lyder det videre fra Thomas Bælum, der især peger på sæsonkortabonnementet, og flere nye tiltag omkring kampoplevelsen, som en positiv faktor i stigningen af sæsonkortholdere.

– Mange af vores fans har taget godt imod abonnementsløsningen, fordi de ser fordelene i, at de slipper for aktivt at skulle gentegne fra sæson til sæson og automatisk fastholder deres nuværende pladser, ligesom vi har flere spændende ting i støbeskeen med hensyn til at løfte den generelle kampoplevelse, siger Thomas Bælum.

Abonnementsløsningen blev lanceret i marts 2018 og har gjort det muligt for fans at få adgang til alle AaB’s hjemmekampe i 3F Superligaen og Sydbank Pokalen med en fast månedlig betaling fremfor en større engangsbetaling hver sommer. Samtidig har man mulighed for at tegne et abonnement løbende i sæsonen og ikke kun ved sæsonstarten.

Majoriteten af sæsonkortholdere og sæsonkortabonnenter har plads på Weber Tribunen, hvor der i blok A og blok B kommer til at være Theodors Familiezone fra denne sæson. Den største stigning af sæsonkortholdere finder man dog på Spar Nord Tribunen.

– At der er sket en markant stigning af sæsonkortholdere på Spar Nord Tribunen er rigtig glædeligt for os. Spar Nord Tribunen er vores stemningstribune, og jo flere vi har bag mål, jo bedre bliver støtten til spillerne på banen, samt den totale stadionoplevelse, siger Thomas Bælum.

Aalborg Portland Park danner ramme om sæsonens første hjemmekamp søndag 21. juli kl. 14.00 mod SønderjyskE.

Ønsker du at købe et sæsonkort eller tegne et sæsonkortabonnement, kan du gøre det her.

Kilde: AaBsport.dk