Hotel Phønix
Jutlander Bank
Bøgsted A/S

af Nina Thysk Sørensen og Michael Andersen

Idræt er i dag en væsentlig del af hverdags- og fritidslivet for stort set alle børn i Danmark. Folkeskolereformen har betydet at bevægelsesaktiviteter er blevet integreret i dansk- og matematiktimerne og idræt som fag er blevet markant opprioriteret i landets skoler. I fritiden vælger 4 ud af 5 børn idrætsgren efter evner og interesse, ofte inspireret af deres kammerater, søskende og forældre. Langt de fleste af disse børn træner mindst 3 gange og meget ofte 8-10 timer om ugen, men flere og flere børn vælger stærkt anbefalet af træner og klub desværre kun at koncentrere sig om én sportsgren, som f.eks. fodbold eller svømning. For langt de fleste børn er mødet med idrættens verden forbundet med sjov, leg, glæde og gode kammerater. Såfremt en dreng eller pige viser særlige kompetencer inden for en bestemt idrætsgren, motiveres han eller hun sig til at føle og opleve sig som noget særligt. Motivationen er ikke længere kun givet ved den indre glæde ved at deltage i idræt, men bliver også en størrelse, der kommer udefra i form af træneres, kammeraters og forældres anerkendelse af gode præstationer.

For en del unge er det tilsyneladende meget svært at fastholde deres engagement i klubidræt, når de begynder på en ungdomsuddannelse, hvor mange, især piger, bevidst fravælger organiseret idræt til fordel for lektier, fritidsjob, kærester og fitness uden for klubregi. For de fleste drenge står drømmen om en professionel tilværelse imidlertid fortsat øverst på prioriteringslisten i forhold til bl.a. lektier og karakterer på deres ungdomsuddannelse. Men hvilke risici er der for de børn og unge, som ensidigt vælger at udvikle deres identitet igennem eliteidræt? Og er de unge – som ofte uden undtagelse omtales som talenter – klar til at møde de forventninger, udfordringer og krav, som kendetegner idrættens resultat- og konkurrencemiljøer, ikke mindst i overgangen fra ungdomstalent til senioratlet?

I 14-16 års-alderen vokser mange unges identitet som f.eks. fodboldspiller eller svømmepige gradvist. Resultatet er som oftest en mere målrettet adfærd, hvor den unge prioriterer fodbold eller svømning højt, dog uden at give slip på de sociale fællesskaber uden for klubben. Langt de fleste talenter indgår i ungdomsårene, både på efterskoler og ungdomsuddannelser, stadig i andre sociale fællesskaber, hvorved følelsen af at være andet end blot ”fodboldspiller” eller ”svømmepige” fortsat er aktuel. I de sene teenageår kræver idrætten mere og mere af den unge, præcis på samme måde som ungdomsuddannelsen gør. Det bliver med andre nødvendigt for talentet at prioritere døgnets 24 timer og ugens 7 dage. På dette tidspunkt får mange af talenterne erfaringer med euforien ved at præstere optimalt og blive anerkendt for deres succes. Der er tale om tre former for anerkendelse; accept, respekt og værdsættelse. Talentet opnår via sine gode præstationer accept fra gruppen – dvs. tilhørsforholdet til den eksklusive gruppe af talenter øges. Talentet værdsættes for sine særlige kompetencer og betydningen af disse for gruppens samlede succes – dvs. talentet opnår prestige og status i gruppen. Endelig opnår talentet via sine gode præstationer respekt fra gruppens andre medlemmer for sit engagement og hårde slid.

På denne måde bliver idrætten en vej til status, anerkendelse og fællesskab. Motivationen til at træne hårdere, være mere fokuseret og seriøs, kommer nu overvejende fra ønsket om og behovet for at leve op til egne og andres forventninger – og dermed opretholde accepten, værdsættelsen og respekten fra gruppen, samt opretholde den generelle følelse af at være ”god nok” som person. Identiteten som f.eks. ”fodboldspiller” eller ”svømmepige” er nu integreret i talentet som en gennemgribende følelse af hvem han eller hun er. Gode præstationer giver adgang til status, anerkendelse og fællesskab. Dårlige præstationer kan medføre, at den enkelte ekskluderes af gruppen og mister alt. Frygten for at miste sin plads og dermed muligheden for at kunne opnå status, giver sig ofte udslag i angst – præstationsangst. For nogle bliver det at præstere så stor en belastning, at de vælger en ”anden vej” i livet end idrætten. Men for rigtig mange talenter er dette en svær erkendelse, der ofte opleves som et nederlag. Såfremt ”talentet” vælger at indstille karrieren, mister talentet ikke alene status i eliteidrætsmiljøet, men også muligheden for at forstå sig selv som eliteatlet. Og for rigtig mange talenter ender disse forløb med en identitetsmæssig krise.

Der er stor forskel på kulturer, værdier og normer indenfor de enkelte idrætsgrene og klubbers elite- og talentmiljøer. Ligeledes er der stor forskel på danske talent-og elitemiljøer i forhold til tilsvarende miljøer i udlandet, som f.eks. England eller Tyskland. Og endelig er der forskel på elite- og talentmiljøer i holdsport som håndbold og ishockey i forhold til individuelle sportsgrene som atletik eller speedway. Men på en række områder har talent- og elitemiljøerne en række markante fællestræk, som er altafgørende for de unge talenters identitet, selvværd og sociale relationer, både i og udenfor idrætten. Det er en udpræget tendens i eliteidræt at flere og flere børn på et tidligere og tidligere tidspunkt vælger at ”leve og ånde for deres idræt”, hvilket betyder en række fravalg i forhold til bl.a. efterskoleophold, ferier og weekender med familie og kammerater, fritidsjob, musikfestivaler, fester og kærester – alt sammen oplevelser og erfaringer, som også er vigtige dele af et ungdomsliv. Hverdagen er – ofte med forældrenes fulde opbakning og ureflekterede støtte – nøje tilrettelagt så både kost, søvn, restitution og træning, understøtter den unge i at forbedre og udvikle sig og derved præstere optimalt. Dette giver naturligvis den unge tryghed i hverdagen, dvs. en følelse af at være i kontrol. Det sociale miljø omkring ”talenterne” understøtter på mange måder denne tryghed, idet talenterne bliver beskyttet på en sådan måde, at de kun behøver at koncentrere sig om at udvikle deres ”talent”. Dette bevirker, at det unge talent udvikler en stærk tilknytning til miljøet, og styrkes i troen på sit talents værdi og det ”rigtige” valg af livsstil.

Atmosfæren og kulturen i langt de fleste talent- og eliteidrætsmiljøer er i mange sammenhænge intens og motiverende at befinde sig i, da alle her deler samme mål, indstilling og forståelse. Hertil kan tilføjes den euforiske effekt træningen og konkurrencen har, ikke mindst når ting lykkes. I mange talent- og eliteidrætsmiljøer er det endda påkrævet, at den enkelte kun koncentrerer sig om sig selv og sine personlige evner, også indimellem på bekostning af holdkammeraterne. På mange måder er livet som talent i eliteidræt fjernt fra det liv almindelige unge lever, idet talenterne skærmes fra den kompleksitet som ellers kendetegner et moderne samfund. Det opfattes generelt som en kvalitet at unge i dag konstant skal være omstillingsparate, men for det unge talent i eliteidrætsmiljøet er det som oftest helt legalt og nogle gange meget ønskværdigt ikke at tage del i samfundet på samme måde som andre unge.

Den velmente beskyttede tilværelse for talenterne, hvor alt i klubben er planlagt og tilrettelagt ned i mindste detalje af klubbens trænere og ledere, opfylder mange unges behov for stabilitet, kontinuitet og overskuelighed, som er basale menneskelige behov for at udvikle en optimal identitet. Så længe talentet er accepteret medlem af eliteidrætsmiljøet, er identiteten langt hen ad vejen sikret. Problemet opstår først den dag, talentet ikke længere kan præstere optimalt i rollen som talent. Når det sker, mister talentet omgivelsernes anerkendelse og er tvunget til at skabe sig en ny identitet, der på anden vis kan bidrage med værdi til samfundets udvikling. Talent- og eliteidrætsmiljøerne med stabile, overskuelige og trygge rammer er også på voldsom kollisionskurs med samfundets generelle udvikling, hvor fleksibilitet, foranderlighed og usikkerhed er grundvilkår for den enkelte og fællesskabet. Globaliseringen har betydet øget international konkurrence og et øget behov for det enkelte individs unikke bidrag til den samfundsmæssige udvikling. Det er i dag blevet individets pligt at realisere sit potentiale på en sådan måde, at individet bidrager til samfundet. Denne generelle samfundsmæssige udvikling er også årsag til at rigtig mange unge i dag oplever at deres identitet er destabiliseret. De unge er, ikke mindst på grund af stigende konkurrence i uddannelsessystemet, konstant tvunget til at ændre og udvikle deres identitet, hvilket kan give anledning til usikkerhed, utryghed og angst.

Det er især i overgangen fra ungdomstalent til senioratlet at rigtig mange talenter er under stort mentalt pres, både fra sig selv og fra de nærmeste omgivelser. Det er yderst krævende at gå fra at være ”øverst i

hierarkiet” til at være ”én blandt de mange”. Mange talentmiljøer har stor fokus på talenternes langsigtede sportslige og personlige udvikling, mens elitemiljøer på seniorplan har ensidigt fokus på kortsigtede resultater. Af den årsag oplever især mange drenge at blive ”vraget” af deres foretrukne klub med knuste ”drømme” i bagagen. Såfremt ungdomsuddannelsen også er blevet nedprioriteret eller helt forsømt kan det være meget svært at komme videre.

Det er de færreste talenter og eliteatleter, der er så heldige selv at vælge, hvornår de ønsker at indstille karrieren. Men når det sker, er de i kontrol over hvordan det skal ske, hvorved det at give afkald på eliteidrætsidentiteten er en udfordring, som de har kunnet forberede sig på. De to hyppigste årsager til at talenter og eliteatleter indstiller karrieren er imidlertid enten en alvorlig skade eller at blive valgt fra på holdet eller i klubben. Et ”tvunget” karrierestop forårsager meget ofte et identitetssammenbrud eller et tab af identitet, som kan virke meget overvældende. Denne identitetsmæssige udfordring ved et ”tvunget” karrierestop er ofte en forvirrende, frustrerende og uoverskuelig proces, som ikke alene ændrer måden hvorpå andre ser ”talentet” eller eliteatleten, men som også påvirker ”talentet” eller eliteatletens egen forståelse af sig selv som et værdifuldt individ.

Behovet for at tilhøre et fællesskab og føle sig god nok, er et fundamentalt behov, især for unge. Den enkelte atlet der nu pludselig står uden for eliteidrætsmiljøets fællesskab, er derfor tvunget til at søge andre fællesskaber samt finde nye målsætninger for fremtiden. Her skal den unge ofte trække på andre kompetencer, end dem, der er fremelsket gennem idrætten, idet de idrætslige kompetencer alene er udviklet med fokus på de idrætsrelaterede rutiner og krav. De er således ikke direkte overførbare til andre områder. Som resultat af dette, er mange talenter og eliteatleter ikke forberedte på at cope med den ”nye ”virkelighed”, når karrieren ophører. Oveni dette findes der ofte ikke nogen strukturerede støttesystemer, der hjælper eliteatleter med denne indre identitetsmæssige proces – de er i altovervejende grad overladt til sig selv.

Mange talenter og eliteatleter mangler erfaring med at begå sig i andre sociale miljøer end i eliteidrætsmiljøer med særligt klare kulturelle og sociale regler. For de talenter og eliteatleter, der har deltaget i andre ikke-sportslige fællesskaber samtidig med sporten, bliver opbygningen af en ny identitet ofte lettere, da de netop har erfaring med at begå sig i andre sammenhænge. Talenter og eliteatleter, som selv fravælger sporten, tager som oftest på et tidspunkt fat på identitetsarbejdet; får nye interesser, sætter sig nye mål og indgår i nye fællesskaber. Med tiden er det disse nye mål, interesser og fællesskaber der hjælper den unge til et mere nuanceret billede af sig selv. Desværre er mange eliteatleter så påvirkede af ikke længere at kunne leve som eliteatlet, at de ofte reagerer med depressive og angstlignende symptomer. Får disse atleter ikke støtte til at bearbejde det pludselige karrierestop, kan de risikere at stagnere i angst og depression. De hænger med andre ord fast i den identitetsmæssige krise, hvorved troen på egne evner ikke udvikles og dermed kan betyde, at de hverken får gennemført uddannelse eller finder job.

Eliteidræt kan være medvirkende til at udvikle børn og unge, men det er særdeles vigtigt at alle talenter og eliteatleter bibeholder et ”spor” ved siden eliteidrætten. Idræt bør aldrig være det eneste eksistensgrundlag. Det er forbundet med alt for store risici, hvis idrætten bliver den eneste område, hvor ”talentet” oplever og realiserer udvikling, succesoplevelser og fællesskabsfølelse. Alle talenter og eliteatleter bør efter vores opfattelse også fokusere på uddannelse, arbejde og sociale relationer udenfor klubben og forbundet undervejs i idrætskarrieren – kun på den måde træner ”talentet” eller eliteatleten i også at opnå en stærk identitet uden for idrættens verden. Af den årsag er det også essentielt at trænere, klub, forbund og ikke mindst forældre kontinuerligt gør talentet opmærksom på at idræt kan fravælges uden at livet nødvendigvis hermed mister værdi. Ja – ofte bliver livet endda på længere sigt langt mere nuanceret og meningsfuldt.

Nina Thysk Sørensen er autoriseret psykolog og tidl. sportspsykologisk konsulent i Team Danmark. Michael Andersen er tidl. direktør i Team Danmark og i dag selvstændig konsulent, bl.a. for Finnish Olympic Committee, Idrott & Kunskap og Dansk Skoleidræt.

Kilde: Michael Andersen

DN Isolering
WashnGo
AKKC Mama Mia
Vivabolig