Aalborg Symfoniorkester præsenterer fire sommerkoncerter på stribe
Snart indtager Aalborg Symfoniorkester igen Koncertsalen i Musikkens Hus efter flere måneders pause. Det sker i denne måned, hvor symfoniorkestret inviterer til hele fire storslåede sommerkoncerter på stribe.
I denne måned er Symfoniorkestret tilbage og går efter flere måneders pause igen på scenen i Koncertsalen i Musikkens Hus. Her præsenteres intet mindre end fire sommerkoncerter. Koncerterne finder sted den 7., 13., 20. og 27. august og byder på alt fra klassisk musik og opera til folkemusik.
Fredag den 7. august inviterer Aalborg Symfoniorkester med dirigent Christian Øland i spidsen til en koncert med lette klassiske toner, hvor publikum blandt andet kan se frem til Mozarts 3. hornkoncert.
Den 13. august står i operaens tegn, og her vil sopranen Sine Bundgaard og tenoren Magnus Vigilus føre publikum gennem operagenren og synge sange som ”Nessun Dorma” samt værker fra den verdenskendte opera Carmen. Årets vinder af Aalborg Operapris, der i 2003 blev stiftet i et samarbejde mellem Aalborg Operafestival og Det Obelske Familiefond, vil også blive afsløret denne aften og kvittere med en optræden.
Den 20. august kan publikum glæde sig til et brag af en koncert, når 30 strygere fra Aalborg Symfoniorkester i selskab med dirigenten og barokviolinisten Bjarte Eike kombinerer klassisk musik med folkemusik.
Sidst men ikke mindst finder den traditionsrige Promenadekoncert sted den 27. august, hvor den britiske/australske dirigent Jessica Cottis styrer slagets gang. Foruden britiske sømandssange skal gæster i Koncertsalen traditionen tro vifte med deres forskellige nationaliteters flag til tonerne af ”Pomp and Circumstance”.
Til alle fire koncerter vil der grundet gældende restriktioner kun være plads til 400 publikummer i Koncertsalen.
Billetter kan købes på www.aalborgsymfoni.dk.
Om Aalborg Symfoniorkester
Aalborg Symfoniorkester blev grundlagt i 1943 og tæller i dag 65 musikere. Orkestret har siden 2014 haft base i Musikkens Hus og er et af fem danske landsdelsorkestre.
Aalborg Symfoniorkester opstod under 2. verdenskrig som et lys i en mørk og svær tid. Orkestrets grundlægger Jens Schrøder havde sammen med en række andre, dybt engagerede mennesker, lagt et stort og ihærdigt arbejde i at danne et orkester i byen. Ønsket var at skabe et synligt orkester, der mødte folk, hvor de var – i parker, på stræder og i bybilledet. Orkestret skulle levere musik på det højeste kunstneriske niveau, leveret med entusiasme og passion – til alle borgere. Her var ingen sociale skel.
Det er denne arv, Aalborg Symfoniorkester med dyb respekt bringer videre. Det er den gyldne tråd, orkestret følger, når musikken præsenteres – i koncertsalen og ude i landet.
Læs mere på www.aalborgsymfoni.dk
Kilde: Aalborg Symfoniorkester